T2 Trainspotting

Første ladning bestod af frenetisk, skotsk energi iblandet pulsdikterende musik og frapperende filmtricks.

Danny Boyle injicerede Trainspotting i socialrealistiske Storbritannien i 1996, og 21 år efter fremstår heroinfilmen stadig som den ultimative skildring af stoffets orgastiske lykkerus og den efterfølgende afhængighedsrædsel.

Som filmjunkie var den et uforglemmeligt fix. Og derfor begyndte det da også at sitre i kroppen, da Boyle offentliggjorde, at han ville samle det gamle hold og lave en 2’er.

Men kan man genskabe rusen?

T2 Trainspotting starter to årtier senere. Men alligevel er vi lige dér, hvor vi forlod Renton (Ewan McGregor), Spud (Ewen Bremmer), Sick Boy (Jonny Lee Miller) og Begbie (Robert Carlyle).

Renton røvrendte sine narkovenner for pusherpenge og flygtede ud af landet i 1996. Hjertekvaler og et hjerteanfald hiver ham nu tilbage til Edinburgh, hvor de hævngerrige kammesjukker har stået i stampe.

Der anes måner og begyndende topmavser hos dem, men Spud er stadig leddeløs og stofmisbruger, misdæderen Sick Boy gør sig som hævnporno-entreprenør og hashbotaniker, mens koleriske Begbies kærlighed til barslagsmål endelig har resulteret i en fængselsdom.

Ewan McGregor ligner ikke længere et anæmisk gespenst udsultet af sin heroin-diæt. Han er Hollywood-lækker med sund hud, og man undrer sig over, at hjerteproblemer skulle være nok til at trække Renton tilbage til hans uhumske fortid.

For han er ikke tilgivet. Sick Boy tæver ham med en billardkø, og da Begbie kommer ud af fængslet, er hans simple sind kun optaget af voldske hævnplaner.

Trainspotting var en fænomenal opvisning i filmmediets særegne evne til at skildre sindstilstande. Rentons forsøg på brat heroinstop bød på diarré og en svømmetur i Skotlands værste toilet, og da han senere skød sig i armen igen, faldt junkien bogstaveligt talt gennem gulvbrædderne til Lou Reeds Perfect Day.

Løbescenerne væk fra politiet i det forfaldne Edinburgh var i 1996 forrygende forvirrende, på en gang triste og fængende vitale.

I T2 Trainspotting har Danny Boyle halvdanske Anthony Dod Mantle bag kameraet, og den skotske hovedstad er blevet mindre grim – og mindre stemningsfuld. Filmen igennem forsøger Boyle sig igen med realismebrud, som når billedet arbitrært fryser i et slagsmål, men tricksene fremstår ikke længere overrumplende opfindsomme.

Spud har lært sig at kopiere underskrifter for at tiltuske sig likvider, og det illustrerer han ved som en troldmand at male med guld på lærredet. Hittepåsomheden er ikke større, da han i en boksering præsenteres med rød skrift: Raging Spud.

Danny Boyle (28 dage senere og Slumdog Millionaire) er dog aldrig gennemført ringe, og pludselig rammer instruktøren rent: Spuds problemer med misbrug illustreres genialt, når han skutter sig i hjørnet af en næsten tom lejlighed, mens hans skygge febrilsk roder i en pose efter næste fix.

Efter de indledende prygl slutter Renton og Sick Boy fred, og den hjemvendte søn indvilliger i at hjælpe sin gamle kammerat med et bordeleventyr.

Filmen kredser interessant om hævntørst og tilgivelse. Men det store problem i T2 Trainspotting er, at filmen kun bevæger sig fremad i ganske korte intervaller ad gangen, før den kigger tilbage.

Flashbacks til de fire venners ungdom optræder så ofte, at de bliver selve billedet på, at filmen ikke tør løsrive sig fra sit udgangspunkt. Og det ved Boyle og manusforfatter John Hodge endda godt.

”Du er en turist i din egen ungdom,” siger Sick Boy til Renton.

Der optræder så mange henvisninger til – og endda hele klip fra – Trainspotting, at T2 Trainspotting ofte bremses.

Mens forgængeren til perfektion dyrkede det voldsomme i desperationen efter næste fix, nøjes Boyle denne gang med at overbevise os om, at nostalgi i sig selv er et stof, der ikke genskaber fortiden rus.