Tågesyn

Forældreskabet er en underlig størrelse.

Det er på en gang det mest fantastiske og skræmmende i verden. Fra at være helt sin egen har man pludselig ansvaret for et andet menneske.

Det kan med lidt god vilje overføres til parforholdet, og det virker, som om de to temaer har været udgangspunktet for Ivan Elmers debutfilm Tågesyn – en film, der imponerende nok er lavet uden støtte fra Filminstituttet og med et skrabet budget på 400.000 kroner.

Det forholdsvis nye par André og Elisa skal være forældre og er derfor uden nærmere forklaring flyttet til hendes hjemstavn Hjortsaa i Jylland.

Den frodige natur er enormt indbydende, og den visuelle side er helt klart filmens store force.

Alt er dog ikke så ligetil i den fiktive, jyske by.

André har ambitioner om at blive ølbrygger og kreere Danmarks absolut bedste af slagsen. Men det står hurtigt klart, at københavnersnuden har lidt for store tanker om sine egne evner.

Hans – en lokal og jovial gut – viser sig at have exceptionelt gode smagsløg for humledrikken, og André får ham med på projektet.

Der er ingen tvivl om, at ambitionerne har været høje fra Ivan Elmer, og billedsiden er på et niveau, som lover godt for fremtiden. Feber- og drømmesekvenser veksler mellem onde syretrip og decideret mareridt, hvor Andrés værste frygt for faderskabet bliver udpenslet.

Elmer og Morten Hammershøys manuskript på idé af Niklas Herskind trænger dog til en finpudsning. Hvorfor de to elskende er blevet et par, bliver man aldrig rigtigt klog på, da det kniber med kærlige øjeblikke imellem dem.

Og hvorfor flytter de til Hjortsaa, når Elisa hader lægen i byen, sin mor, Hans, ja, mere eller mindre hele det lokale samfund?

André farer op, når han ikke får sin vilje, eller nogen er uenige med ham, og det gør det svært at have store følelser for ham.

Tågesyn er lidt længe om at omfavne horrorgenren, som konstant ligger og ulmer under dramaet, men i de sidste tyve minutter rejser hårene på armen sig.

Skuespillet er ujævnt. Niklas Herskind har en tendens til at overspille i rollen som André, hvad enten karakteren er kærlig eller vred.

Ida Cæcilie Rasmussen spiller til gengæld røven ud af bukserne som Elisa og får det maksimale ud af den tid, hun er i fokus. Der er godt med autoritet i stemmen, når hun giver André en skideballe for at skide højt og flot på deres aftale om, at hun ikke ville have Hans indenfor i hjemmet.

Elisas historie og udvikling er dér, hvor Tågesyn bliver rigtigt interessant. Og Andrés angst for uendeligheden er en spændende idé, der gerne måtte være blevet gransket mere.

Men det er visuelt, at filmen har sin absolutte styrke. Ud over de blændende naturbilleder leger fotograf Martin la Cour elegant med slowmotion og fastmotion.

Instruktøren er lillebror til Jonas Elmer (Let’s Get Lost), og han har tydeligvis noget på hjerte, når han inddrager provinsen på godt og især ondt.

Det så man allerede i kortfilmen Den sidste om en misbruger, der søger tilflugt i Sønderjylland og bliver indhentet af sin fortid. Også den er fremragende fotograferet af Martin la Cour og udmærkede sig med en nominering til Shortlist Prisen i 2016.

Fundamentet for noget stort er tydeligvis til stede hos Ivan Elmer og hans filmhold.