Take a Chance

I filmen om den hollandske stalker Gert van der Graaf kan man ikke rigtigt finde sandheden.

Sandheden om stalking er nemlig den banale vrangforestillings møde med det helt og aldeles vanvittigt umulige, som ikke desto mindre jo godt kunne eksistere.

Filmens titel, Take a Chance, peger på det.

Hvis man nu tog den helt umulige chance, kunne det, som ikke kan ske, så måske ske? Kan drømmen blive til virkelighed?

Gert van der Graaf er en underlig og ensom dreng. Han er outsider og indadvendt. Og allerede som barn falder han pladask for ABBA-stjernen Agnetha Fältskog, som han siden begynder at følge.

Han er ikke helt som andre fans.

Han cykler 50 kilometer som barn for at se en koncertoptræden med hende. Han lærer sig svensk. Han tager kørekort og køber en Volvo. Han sparer op i ti år. Og så tager han til Sverige. For – stadig tænkende som et barn, føler man – han vil lige opsøge sit idol.

Inden længe begynder det at blive creepy.

Gert skriver hundredvis af breve. Han rejser 30 gange frem og tilbage mellem Holland og Sverige. Han begynder at gå rundt omkring stjernens hus netop i den periode, hvor hun har trukket sig tilbage. Og så, fordi det bliver så dyrt og er så besværligt med al denne rejsen, køber han et hus.

Det ligger 800 meter fra Agnethas hjem …

I filmen medvirker flere internationale eksperter i stalking. Der er interviewbidder med svenske journalister og Agnetha-biografister, men der er også andre vinkler.

Der er Gerts klassekammerater, som simpelthen har glemt den generte dreng. Der er kolleger, der fandt ham mærkelig og undrede sig, da han pludselig fortalte gakkede ting. Der er også Gerts samtaler med en psykiater, som prøver at nå ind til ham.

Sidstnævnte er kernen i historien.

For modsat så mange andre er psykiateren ikke ude på at dokumentere sandheden af det sagte. Han forsøger derimod at forstå fortælleren. Hvad sker der inde i Gert? Hvad skete der i ham som barn? Og hvad skete der i ham, da han blev kæreste med Agnetha?

Filmen eksploderer nærmest, da det helt umulige præsenteres som en mulighed. Gerts historie er, at han faktisk har været kæreste med Agnetha. Og hans historie er ikke bare helt skør. Den er derimod noget nær plausibel.

Så god er den, kan man sige.

Efter hundredvis af fanbreve kører han galt i bil tæt på Agnetha Fältskogs hjem. Derefter opsøger hun ham og bliver siden hans kæreste. Og det vilde er, at denne fortælling bakkes op af regulær billeddokumentation.

Da fotoet af Gert dukker op, afviser eller problematiserer alle eksperterne beviset på de tos kærlighed. Problemet er bare, at Gert og Agnetha faktisk sidder tæt sammen i en sofa, der står i Gerts hus.

Vi ved godt inderst inde, at Agnetha nok har været forbi sin fan for at sige hej. Hun har sikkert siddet i sofaen, så han kunne få sit billede.

Men sagen er, at man er nødt til at overveje, hvordan det ville se ud, hvis Gerts version var sand.

Ville en superstjerne, som fandt ro i en lille kærlighedsrelation med en piv-almindelig mand, ikke netop holde den skjult? Og kunne hendes brev til ham, hvor hun beder ham blive væk – fordi ”der ikke er en fremtid sammen for os på nogen måde” – ikke være en afslutning på et forhold?

Sammen med Gerts psykiater bliver vi langsomt klar over, at det enten er en vrangforestilling eller også en slags hævnstalking, fordi han er blevet afvist.

Måske en kombination?

Balancen i filmen kan man se i en lille perle af en fortælling.

Gert havde som barn kun én ven. Det var hans sumpskildpadde Bram. ”Bram var der bare. Han var der altid for mig,” som Gert siger. Og Bram dør samtidig med, at Agnetha afviser ham endegyldigt.

Til sidst spørger psykiateren: ”Kan man ikke elske én, der ikke elsker tilbage? Hvorfor skulle man ikke kunne det. Og især, måske, hvis man i sit liv ikke rigtigt har andet?”

Hvilken sandhed man skal forfølge, og hvilken man skal opgive, er ikke helt klart. Og det er det geniale i Take a Chance.