Taken 3

”It ends here,” lover plakatteksten for Taken 3. Og selvom filmens slutning lader et vindue stå på klem for en firer, er det nok bedst at stoppe, mens legen stadig er nogenlunde god.

For selvom treeren slet ikke er nogen filmisk katastrofe – måske er den endda marginalt bedre end toeren – så fornemmer man en træthed over foretagendet, som ikke anedes i forløberne.

Selv Liam Neeson, der stadig er filmens stærkeste kort som den pensionerede CIA-agent Bryan Mills, har svært ved at mønstre det agtværdige engagement, der gjorde etteren seværdig for andre end Steven Seagal-fan-segmentet.

Måske er hans 62-årige krop begyndt at knirke ved tanken om den næste slubbert, der skal have prygl, efter at han har medvirket i næsten et dusin slå-på-tæven-film, siden den første Taken udkom i 2008.

Eller måske er han som jeg bare en smule slukøret over, at denne Taken-finale er noget ganske andet, end vi var blevet stillet i udsigt.

Mills nyder ved filmens begyndelse et fredfyldt otium i Los Angeles med golf som den foretrukne fritidssyssel, men i næste nu er han på flugt fra politiet, som har fundet ekskonen (Famke Janssen) død i hans seng. Det sker blot få dage efter at hun betroede Mills, at hun overvejede at forlade sin nye mand, den sleske Stuart (skurkeansigtet Dougray Scott har denne gang overtaget rollen efter Xander Berkeley).

Nu forsøger Mills – med strømerne i hælene – at opklare sagen, hævne ekskonen og rense sit navn, samtidig med at han skal beskytte sin gravide datter (Maggie Grace) mod den russiske forbryderbande, der tilsyneladende står bag.

At titlen er noget misvisende for en film uden en bortførelse, gør ikke så meget. Forfatterne er forståeligt nok løbet tør for kvalificerede kidnapningskandidater, efter at datteren, ekskonen og Mills selv alle har stået for skud.

Til gengæld er det svært at affinde sig med, at Mills slåsser så lidt, som han gør. I et tilsyneladende forsøg på at trække aldersgrænsen ned og erobre et yngre publikum, har man vasket blodet væk og skåret ned på voldsscenerne. Men skulle det her ikke forestille at være en actionfilm?

De to første film var kendetegnet ved deres rå kompromisløshed, og så er det lidt tamt at se Mills og hans fjender slippe med skrammer og rifter, som de kunne have fået ved at krydse gennem et krat.

Selve actionscenerne er stadig eksplosivt underholdende med dygtig udnyttelse af skuespillernes fysik. Men som det desværre er tidens trend, bliver scenerne ofte klippet i småstykker. En enkelt biljagt føles som en tur i den slags døds-rutsjebaner, man forlader lettere omtumlet – usikker på, om oplevelsen var sjov eller ubehagelig.

Det lyder måske forjættende med mere vægt på plot og karaktertegning. Problemet er, at det også stiller større krav. Tidligere betød det ikke så meget, at plottet var forudsigeligt og klichéerne tunge, for Taken kendte sine begrænsninger og fungerede fint som guilty pleasure-action.

Når tempoet sættes ned, bliver Taken 3 til en jævnt kedsommelig affære.

Filmen er overordentlig længe om at komme i gang og vier megen tid til Mills familiære genvordigheder med sin modnede datter og sin fortvivlede ekskone. Men både figurerne og replikkerne savner raffinement.

De russiske mafiosoer er stereotype og uinteressante, og Dougray Scotts Stuart er så slangeagtig, at man straks er på vagt.

Man har forsøgt at give Neeson en værdig modstander i skikkelse af Forest Whitakers efterforskningsleder, der skal forestille at være skarpsindig ud over det sædvanlige. Skarpsindet kan dog være svært at få øje på, og nogle af hans deduktioner (at man ikke kan begå mord, lige efter at man har købt lune bagels) ville få Sherlock Holmes til at vende sig i graven.

Whitaker er beundringsværdigt dedikeret, men når rollens primære karaktertræk er at køre en skakbrik gennem fingrene og se spekulativ ud, er der ikke meget at stille op.