Taxi Teheran

At anmelde film af instruktører, hvis ytringsfrihed er under angreb i deres hjemland, kan være svært.

Fortjener de mennesker, der stædigt fortsætter med at skabe kunst under svære forhold, ekstra kredit? Eller er sådan en overbærenhed malplaceret, fordi den sænker vores standarder og fremmer en slags moralsk usund luft, der fører til den form for samfund, hvor kunstnere kan blive forfulgt?

Det er sådan et dilemma, der er umuligt at undgå, når man skal vurdere de film, som den iranske instruktør Jafar Panahi har lavet, siden han i december 2010 blev sat i husarrest og fik tyve års forbud imod at lave film.

Den første, This Is Not a Film, var en lille, fræk og postmoderne lektion i, hvordan man kan lave en film ud af stort set ingenting – et videokamera, en lejlighed og sig selv – ligesom den var et lidenskabeligt forsvar for kunstnerisk frihed.

Panahis næste ”umulige” film, Pardé, var en mindre sag: En meta-teatralsk fabel og allegori over kreativ modstandskraft, som nu aldrig rigtig blev til mere end en allegori. En skygge af Pirandellos Seks personer søger en forfatter.

Så hurra for Taxi Teheran!

Selv om den, måske uundgåeligt, er en selvrefererende film, så er Panahi tilbage til den sprudlende form i dette episodiske værk, hvor han omsider træder udendørs (det hjælper selvfølgelig, at han ikke længere er i husarrest, men det tyveårige filmforbud står nu stadig ved magt).

Ved at agere taxachauffør får Panahi kastet et filmisk blik på Teheran. Et lille, drejbart kamera er monteret i bilens instrumentbræt. Det peger for det meste indad, så det kan optage de passagerer, der kommer, kører med og forlader vognen i løbet af en dag.

Men er de ægte, eller er de skuespillere? Det spørgsmål melder sig straks i den blændende første scene, som er en diskussion, en slags snakkende gentagelse af Asghar Farhadis brillante Nader og Simin – en separation.

Scenen sætter spændingerne i det moderne, iranske samfund under lup. En arrogant mand på forsædet går ind for sharialovens strenge straffe for at modvirke småkriminalitet, mens en veluddannet, kvindelig lærer – tilsløret naturligvis og siddende på bagsædet – væmmes ved hans holdninger og pointerer, at ”næst efter Kina har vi det højeste antal af henrettelser i verden”.

Det er først, da en anden passager sætter sig ind i bilen, at vi ser, at det er Panahi selv, der kører taxaen. Det er et sjovt øjeblik, der fuldstændigt bryder med den fjerde væg-princippet.

Men det kommer stadig som en overraskelse, da den nye kunde – en illegal dvd-sælger – ikke bare genkender instruktøren, men også ser kameraet og straks med et listigt smil formoder, at han er dumpet ind i Panahis nyeste filmprojekt. ”Hans sidste replik,” fortæller han Panahi om manden, der netop har forladt taxien, ”mindede mig om kaffebarscenen i din film Crimson Gold.”

Herfra fletter disse to fortællespor sig ind og ud imellem hinanden og skaber en film, der bliver en dissekering af det hykleri og de uretfærdigheder, der gennemsyrer det iranske samfund.

Samtidig er filmen en postmoderne, humoristisk fortælling om den evigt verserende debat om billige, digitale filmkopier, som har gjort os alle til filmskabere, filmanmeldere og distributører (som filmens dvd-sælger, der kan skaffe sine kunder alt fra den nye sæson af The Big Bang Theory til den seneste film af ”Kim Ki-du … den koreanske instruktør!”).

Taxi er en fremragende øvelse og har et iltert skift i tonen, da Panahis niece på ti entrerer vognen og giver filmen et løft lige i det øjeblik, hvor tingene ellers er begyndt at dreje en smule for meget rundt om sig selv.

Men Taxi Teheran er også et seriøst, passioneret forsvar for kunstnerisk frihed og en trodsig overskudsreaktion imod den kvalte, kreative sjæl.