Ted 2

Instruktør og manuskriptforfatter Seth MacFarlane har udtalt, at han ikke havde nogen planer om at lave en fortsættelse til storhittet om den potrygende tøjbamse Ted (2012), men efter at komedien indtjente 550 millioner dollars, kom han på andre tanker.

Det må siges at være en befriende ærlig udmelding. Desværre fornemmer man med det samme, at vejen til hurtige penge går gennem genbrug af gamle idéer.

Ted 2 starter med at gentage det bryllup, som Ted sluttede med. Nu er det blot tøjbamsen Ted, der skal giftes af Jens Lyn-ikonet Sam J. Jones, mens vi erfarer, at John (Mark Wahlberg) i mellemtiden er blevet skilt.

Brylluppet glider over i et storstilet danseshow, der er en levendegjort kopi af introen til MacFarlanes populære tv-serie Family Guy. Man trækker på smilebåndet i to sekunder over referencen, og derefter har man rigeligt med tid til bekymring i den langstrakte titelsekvens: Har MacFarlane slet ikke noget nyt at byde på?

Heldigvis kan morsomme cameos fjerne bekymringen for en stund.

En af de absolut sjoveste foregår i det supermarked, hvor Ted og konen Tami-Lynn (Jessica Barth) arbejder. En mistroisk Liam Neeson forsøger at købe et morgenmadsprodukt henvendt til børn, men er usikker på, om man kan købe det som voksen. Med en Neeson’sk intensitet bliver tøjbamsen forhørt om de risici, der følger med købet af morgenmadsproduktet. Er det overhovedet lovligt? Bliver man skygget, hvis man køber det?

De små sketches er MacFarlanes adelsmærke, og de fungerer fremragende i modsætning til det overordnede plot, som ligner noget, der er stykket sammen efter et ordentligt hvæs på den bong, som holder venskabet mellem Ted og John sammen.

Teds ægteskab til den rapkæftede, white thrash-blondine Tami-Lynn begynder hurtigt at knage, så de beslutter sig for at få et barn for at genfinde kærligheden i forholdet. Men et besøg hos lægen vækker opsigt hos myndighederne, der ikke mener, at Ted kan klassificeres som en person, men som en ejendom, og Ted må nu kæmpe sig vej gennem retssystemet for at blive anerkendt som et menneskeligt individ.

John og Ted får hjælp af advokaten Sam L. Jackson (Amanda Seyfried), en potrygende ung kvinde, der ligesom Mila Kunis i etteren skal give drengerøvsfilmen et kvindeligt islæt.

At Tami-Lynn i Ted allerede har et barn, er åbenbart glemt i hashtågerne, ligesom man åbenbart har glemt, at man allerede har brugt et sideplot med Giovanni Ribisi som ond kidnapper. Sam J. Jones bliver heller ikke ved med at være sjov, ligesom de mange penis-jokes også bliver trættende.

Den største styrke ved Ted var samspillet mellem Mark Wahlberg og MacFarlanes CGI-bamse, men i Ted 2 satser man åbenbart på, at sjove replikker er alt, en god komedie kræver. Og i det gigantiske arsenal af oneliners er der for mange, der rammer forbi målet.

Enkelte oneliners er dog så hamrende upassende, at de for alvor bliver sjove.

Det er vanvittigt morsomtat se MacFarlane spidde improvisationsteatret og dets evigt entusiastiske amatørskuespillere, når de begejstret beder publikum om en lokation eller person at improvisere ud fra. På mindre end 30 sekunder, når Ted og John at nævne alt det, der pt. må være det mest upassende at joke med, fra Bill Cosby til Germanwings cockpit.

MacFarlane er bare bedst, når han kommenterer på virkelige hændelser, revser medieindustrien eller parafraserer populærkulturen. Der er utallige sjove parodier og referencer til film såsom Rocky, Jurassic Park, Beetlejuice, Ringenes herre, Star Wars og ”alle film med Samuel L. Jackson”. Ligesom Teds retssag gennem mediemøllen i CNN, FOX News og Saturday Night Live er lige i øjet.

Men når MacFarlane gentager den præcis samme John Candy-sekvens fra Røvtur på 1. klasse, som han allerede har parodieret i Family Guy, begynder det at lugte lidt for meget af en pengemaskine. Og man begynder at håbe, at rygterne om en Ted 3 ikke er sande.