Teenage Mutant Ninja Turtles

Det behøvede såmænd ikke være nogen komplet tåbelig idé. Vi kunne sagtens bruge en film, der tog strøm på de underholdende, men lidt tomme superheltefilm, som Hollywood fodrer os med i disse år.

Og Kevin Eastman og Peter Lairds oprindelige Teenage Mutant Ninja Turtles-tegneserie fra 1980’erne var jo i bund og grund en genreparodi. For man laver vel ikke en historie om muterede, pizzaelskende ninjaskildpadder i teenagealderen og forventer, at folk tager den alvorligt?

Jo, Michael Bay gør. Og selvom han kun er producer på Jonathan Liebesmans Turtles-reboot, så mærkes Transformers-instruktørens aftryk overalt – i hver eneste dumsmarte replik, hvert stykke product placement, hver eneste overflødige 3D-effekt og enhver rørstrømsk monolog.

Mens den kærligt parodiske Marvel-film Guardians of the Galaxy egentlig gjorde alt det, Bay og Liebesman burde have gjort (ikke tage sig selv alt for seriøst), så ender Teenage Mutant Ninja Turtles desværre med at være mindre underholdende og mere tom end den gennemsnitlige superheltefilm.

Filmens største synd er, at den faktisk slet ikke handler om de antropomorfe skildpadder – i hvert fald ikke nær så meget som den handler om reporteren April O’Neil, der bliver skingrende irriterende i hænderne på Megan Fox og Liebesman. Fox er dybt utroværdig i rollen, hendes kemi og pingpong med Will Arnett er fersk og uinspireret, og hun angriber filmen med så straight seriøsitet, at man skulle tro, nogen havde glemt at fortælle hende, at der altså ville blive lagt menneskeagtige CGI-skildpadder ind over billederne.

Nu er hun selvfølgelig ikke castet for sit skuespiltalent, Megan Fox. Og hun må atter finde sig i at legemliggøre Bays latente sexisme, når hun bliver mål for et utal af lumre bemærkninger eller indirekte forårsager et trafikuheld, da chaufføren distraheres af hendes popo.

Hvad vores turtles angår, er bajadsen Michelangelo den eneste, der ikke bliver misrøgtet, fordi Liebesman kan bruge ham som komisk ventil, paddernes eneste funktion i filmen ud over at slås. De får lige ét personlighedstræk hver – Michelangelo er gøgleren, Donatello nørden, Rafael den bryske rebel og Leonardo den karismatiske leder. Mere karaktertegning levnes der ikke tid til.

I stedet bruges tiden på et unødvendigt langt anslag, hvor universet og konflikten ridses op med stavrende, tung dialog. Der går næsten en halv time, før vi ser en turtle i fuld størrelse.

Historien er ellers vældigt enkel og meget Michale Bay’sk i sin skabelonskårne forudsigelighed: Fodklanen anført af Shredder pønser på at overtage herredømmet over New York City ved hjælp af en giftgas. April forrådes af én, hun stolede på. Og kun ninjapadderne kan redde byens borgere.

Action-sekvenserne har bestemt sine øjeblikke – ikke mindst underholder en rutsjetur ned ad en snebakke i hidsig fart med masser af gode vinkler og flotte effekter. Men som så ofte før, når vi har med Bay at gøre, bliver det bedøvende i al sin overflod.

Til sidst sidder man tilbage som beskuer og glemmer nærmest at følge med. Man er kun uvilkårligt i stand til at registrere, at det stadig blinker og buldrer og larmer oppe på lærredet.

De fire padder er dog imponerende godt animeret i alt fra kropsbevægelser til fysiognomi og virker forbavsende livagtige.

Hæderligt håndelag giver Teenage Mutant Ninja Turtles et vist bundniveau, men uden den drengede sprælskhed og uhøjtidelighed, som ellers bor i Turtles-universet, ender filmen som en komplet ligegyldighed.