Teorien om alting

Vi begynder i universitetsbyen Cambridge i starten af 1960’erne. Her mødes ved et gilde nogle kloge nørder i tænksomme tweedjakker og nogle næsten lige så kloge humanistiske studiner med strutskørt og opsat hår.

Nørden over dem alle er den fysikstuderende, overbegavede Stephen Hawking. Han er bestemt ikke nogen pigernes ven, men alligevel tænder han den aften noget hos den smukke Jane Wilde, som studerer fransk sprog og spansk middelalderdigtning – ikke noget match made in heaven, slet ikke da ateisten Hawking kun ser døde stjerner oppe på firmamentet, mens kirkegængeren Jane Wilde aner en Gud oven over det hele. Alligevel er der amoriner i luften.

Men så rammes Hawking af den fatalt galopperende sklerose, som siden skulle sætte ham i en kørestol for altid. Han nægter at se kæresten, men hun nægter at forlade ham, selvom han spås kun at have to år tilbage at leve i.

De gifter sig og får børn, mens han bliver sygere og sygere og mere og mere berømt for sine teorier om tid og rum, universets beskaffenhed, sorte huller og livets opståen.

Teorien om alting er drejet over hustruen Jane Hawkings egen bog om sit liv med sin både svært handicappede, meget charmerende og supergeniale husbond.

Trods den altfavnende titel er filmen først og fremmest et mangefacetteret portræt af et vanskeligt ægteskab, hvor virkelighedens elskende, der overvandt alle forhindringer, anslag og ulykker, alligevel gik fra hinanden med hver sin nye partner i sidste ende.

Ud fra dette tårelabile og følelsesmættede materiale har den engelske instruktør James Marsh, som fik en Oscar i 2009 for sin begavede dokumentarfilm om en linedanser, Man on Wire, sobert holdt tungen lige i munden med hensyn til eventuelle skingre og slibrige scener fra et smadret ægteskab.

I stedet er instruktionen distanceret, innovativ med fine paralleller mellem Hawkings teorier og hans både slidsomme og inspirerende dagligdag med en krop, som gradvist forsvinder – fra de små cirkelbevægelser i hans kaffekop til de store visionære omdrejninger ude i universet. Sådan forsøger filmen at illustrere Hawkings komplicerede teorier, så enhver kan forstå dem.

Men da både Stephen og Jane stadig lever, er der grænser for, hvor kreativt og melodramatisk filmens biopic­-projekt kan realiseres, både med hensyn til den videnskabelige karriere og den lidenskabelige kærlighed.

Teorien om alting bliver da også derefter, hvad angår dramatisk drive og intensitet: nøgtern, redelig, anstændig og langstrakt lagt an på den nysselige britiske facon, hvor to timers spilletid føles som længe.

Heldigvis gør skuespillerne i den grad oplevelsen mindre fad. Eddie Redmayne er løbet med en Oscar for sit rammende signalement af Stephen Hawking som eskalerende krøbling – ikke mindst ud fra Hollywood-­tesen om, at aparte, anderledes, sygdomsramte og excentriske roller er prædestineret til en sådan.

Felicity Jones serverer faktisk filmens fineste præstation som den tvivlrådige hustru, der trodser skæbnen og sygdommen. Hun har netop spillet en anden samspilsramt kvinde og livsvarigt offer for et genis luner i en stærk præstation som Charles Dickens’ hemmelige elskerinde i Den usynlige kvinde. Der burde også snart falde en statuette af til hende.

Stephen Hawkings kontroversielle holdning til religion er nok på filmens dagsorden, men kun lige over punktet ”eventuelt”.

Hans højlydt og indædt erklærede ateisme er pikant og interessant, fordi Jane er helhjertet kristen igennem hele deres forhold. Men hans manglende gudstro er tonet så meget ned, at selv de mest (van)troende kan se filmen uden at gøre korsets tegn for ham, hende eller sig selv.