Terminator: Dark Fate

Vi lever i en tid, der er besat af at rette ”fejl” i fortidens værker. Især Disney forsøger med live action-genindspilninger af gamle film at ændre politisk ukorrekte figurer og scener.

Men ingen film indkapsler tendensen skarpere end Terminator: Dark Fate, der omskriver handlingen og samtidig er en historisk omskrivning.

Instruktør Tim Miller lader sin film fortsætte umiddelbart efter James Camerons første to Terminator-film og ignorerer dermed alt, der fandt sted i de følgende tre film.

De fik da også dårlig modtagelse, men denne gang er Cameron med som producer og idémand.

Terminator: Dark Fate starter, hvor Terminator 2: Judgment Day fra 1991 sluttede. Det er lykkedes Sarah Connor og hendes søn John at destruere det ondsindede Skynet, der havde sendt terminators tilbage i tiden for at slå John ihjel. De har med andre ord forhindret en katastrofe i fremtiden.

Dog er flere af de tilbagesendte terminators ikke klar over, at deres postapokalyptiske fremtid er ødelagt. En af dem fuldfører den nu meningsløse mission ved at dræbe John.

Filmen hopper 22 år frem i tiden, og den mexicanske kvinde Dani (Natalia Reyes) arbejder sammen med sin bror på en fabrik. Han står til at blive udskiftet med en maskine.

Ironien er tyk.

Dani bliver angrebet af en ny og særligt avanceret terminator, men reddet af et genetisk forbedret menneske ved navn Grace (Mackenzie Davis). Snart slutter den aldrende, men slagkraftige Sarah Connor (Linda Hamilton) sig til holdet, der skal beskytte Dani.

Men i modsætning til de tidligere film skal Dani ikke beskyttes, fordi hun snart vil føde en oprørsleder, der skal redde menneskeheden. Den mexicanske kvinde er faktisk selv det fremtidige håb for menneskeheden.

Med et slag gør Terminator: Dark Fate sig til en heltefeministisk fortælling.

Filmen skipper idéen om kvindens historiske rolle som mor til store mænd. Nu er kvinderne vigtigst, og især Sarah Connor står stærkere end nogensinde.

Hun er en tragisk figur, der konstant hjemsøges af en fremtid, som hun aldrig vil opleve. Hun bliver et raffineret symbol på tidens globale frygt for en klimakatastrofe, vi på ingen måde kan overskue.

I forlængelse af filmens mere politiske fokus har man også ladet Arnold Schwarzenegger indtage en ny rolle. Han plejede at bære franchisen, men er nu en kærkommen hjælpefigur for de tre kvinder.

Terminatoren har slået sig ned i en hytte i Texas med en kvinde og hendes søn. De sidste 22 år har Schwarzeneggers dræbermaskine udviklet samvittighed, værdsættelse af menneskeliv, udsøgt humor og en stor entusiasme for Corona-øl med lime.

Den vidunderligt akavede robot er sjovere end nogensinde. Schwarzeneggers figur optræder lige præcis i det omfang, der er plads til i historien, som i vid udstrækning er de tre kvinders tragedie.

Alligevel holder filmen fast i en historisk forståelse, der på mange måder er håbløst forældet. Terminator: Dark Fate ignorerer ligesom sine forgængere, at et oprør aldrig står og falder med en enkelt person.

Er folket virkelig bare hjælpeløse svæklinge, der bare venter på en stærk leder – mand eller kvinde – som skal samle pisken op og føre os mod en ny civilisation?

Det er en skam, at filmens ellers fine tilpasning til en nutidig kontekst ikke formår at gøre op med den ret konservative idé.

Terminator: Dark Fate finder en underholdende og relevant måde at fortælle en begavet historie om vores tid. Men om man har det bedst med at tage citatet fra Maos lille røde eller bandet Klichés sang Masselinjen, føles det passende at minde om én ting: ”Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien.”