Thanks for Sharing

Thanks for Sharing kunne på papiret være en god film.

Stuart Blumberg, kendt for manuskriptet til den kritikerroste, bittersøde The Kids Are All Right, er instruktør og manuskriptforfatter. Hovedrollerne er besat af stjerneskuespillere som Tim Robbins, Mark Ruffalo og Gwyneth Paltrow. Og filmens centrale tema er sexafhængighed, som senest blev flot behandlet i Steve McQueens Shame. 

Men alligevel falder filmen fra hinanden. 

Adam (Mark Ruffalo) er en tidligere sexafhængig, der takket være tolv-trins-programmer og en terapigruppe har formået at holde sig på dydens smalle sti i fem år. Hans sponsor, Mike (Tim Robbins), er en selvbestaltet selvhjælpsguru, der via meditation og fortærskede floskler har lært at kontrollere de allestedsværende lyster. Ny i gruppen er Neil (Josh Gad), en nørdet læge, der til overflod onarerer til internetporno, og som har fået en dom for at befamle en pige i metroen. 

Adam bliver Neils sponsor, og multiplotfortællingen følger nu de tre herrers forsøg på at kontrollere drifter og problemer i hverdagslivets New York. 

Blumberg har kogt filmen sammen med en tredjedel romantik (Adams fortælling), en tredjedel seriøsitet (Mikes fortælling) og en tredjedel komik (Neils fortælling). Men det bliver aldrig rigtig hverken romantisk, seriøst eller sjovt. 

Den romantiske tråd udfolder sig mellem Adam og Phoebe (Gwyneth Paltrow), der før første date lige har løbet ti kilometer og hurtigt når at fortælle, at hun har haft brystkræft. 

Phoebe er en moderne Manhattan-kvinde, som ved, hvad hun vil. Hun er umådelig selvkontrolleret, træner til en triatlon og opdeler sin tallerken i sirlige portioner med grøntsager, nødder og ris. Men samtidig skal hun også forestille at være fri, sjov og bekymringsløs. 

Da Adam på deres anden date fortæller hende, at han er sexafhængig, svarer Phoebe: ”Er det ikke bare noget, fyre siger, når de har været utro?” 

Minutter senere iklæder Phoebe sig sexet lingeri og giver Adam en lapdance, helt malplaceret i lyset af den nylige bekendelse. Gwyneth Paltrow som promiskuøs sexkilling er tåkrummende pinlig.

Det bliver ikke bedre i den seriøse afdeling, hvor Mike har problemer med sin hjemvendte søn, Danny. Danny er tidligere narkoman, men Mike har svært ved at tro på, at han har stoppet misbruget uden at gå i terapigruppe. Omvendt har Danny store problemer med farens måde at tackle sagerne på. 

Det er et komplekst far-søn-forhold, men vi føler aldrig med karaktererne. Og der mangler mimik i Tim Robbins’ ellers så udtryksfulde ansigt.

I den komiske tråd er Neil en overvægtig, forvokset teenager med en overbeskyttende mor. Der er slapstick for alle pengene, når den tykke dreng klemmer sig ned i stramt cykeltøj, kører ind i en bil, løber, danser og i det hele taget udfolder sig fysisk, så vi kan more os over den lille, tætbyggede krop i akavede situationer. Men latteren udebliver. 

Det eneste lyspunkt opstår faktisk, når Neil ikke bare er comic relief, men udvikler sig i samspil med den nye pige i terapigruppen, Dede. Hun spilles af Alecia Moore, bedre kendt som musikeren Pink, som optræder med ukrukket attitude og naturligt nærvær. Da Dede fortæller sin personlige historie for gruppen, er det eneste gang, vi mærker sexafhængighedens alvor. Det er den bedste scene i en film, der ellers ikke tager sit tema synderligt alvorligt.