The Boogeyman

I et barneværelse vågner en lille pige midt om natten. En lyd bag den let åbne skabsdør fanger hendes opmærksomhed.

Hendes far taler til pigen, men stemmen lyder forkert. Hun græder af frygt, mens en uset skabning kommer nærmere hendes tremmeseng.

Pigen skriger, indtil hun pludselig stopper. Blodstænk på et billede af hendes familie afslører, at hun er blevet myrdet.

At dræbe et barn er opsigtsvækkende. Barnedrab er et de få tilbageværende tabuer på film, så det er en chokerende effektiv måde at starte en film på.

Efter åbningsscenen skiftes der fokus til filmens egentlige hovedpersoner. Teenageren Sadie har for nylig mistet sin mor i en bilulykke.

Sammen med lillesøsteren Sawyer og faren, psykiateren Will, er hun lammet af sorg.

Sadie isolerer sig fra omverdenen og snakker ikke længere med nogen fra skolen. De kigger alle underligt på hende, sådan som folk gør, når de ikke ved, hvad de skal gøre med mennesker, der lige har mistet en kær.

Sorgen bliver dog for en stund skubbet i baggrunden.

En mand ved navn Lester Billings træder ind på Wills hjemmekontor og fortæller, at alle hans børn er døde. Myrdet af en ukendt skabning, som kommer ud fra skabe, når det bliver mørkt.

Senere samme dag begår Lester selvmord i familiens hjem, og om natten begynder Sawyer at høre lyde.

Den unge instruktør Rob Savage ramte under pandemien plet med de skarpe lavbudget-horrorfilm Host og Dashcam. Og i den nye film sætter han fermt uhyggen i scene med små lyde, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

The Boogeyman er en filmatisering af Stephen Kings novelle af samme navn fra 1973. Duoen Scott Beck og Bryan Woods (A Quiet Place) samt Mark Heyman (Black Swan) har skrevet manuskriptet. Kompetente kræfter, når det handler om at skildre mennesker, der går gennem helvede.

Trekløveret udvider fornemt Kings korte forlæg til en skarp lille horrorfilm.

Det skyldes ikke mindst de to unge skuespillere i front. Sophie Thatcher, der har imponeret i begge sæsoner af den populære thrillerserie Yellowjackets, gør det i hovedrollen.

Hun rammer Sadies mig-mod-resten-af-verden-attitude. Konflikten med Will, der ikke kan få sig selv til at tale med døtrene om sin afdøde kone, er en markant kile, som far og datter er nødt til at nedbryde, hvis monsteret ikke skal få has på dem alle.

Vivien Lyra Blair gør også et stort indtryk som Sawyer med sit nærvær og overbevisende repliklevering. Hun er en barneskuespiller, man bør holde øje med i fremtiden.

The Boogeyman revolutionerer ikke horrorgenren. Vi kender setuppet, hvor en ukendt fare terroriserer en familie. Tænk bare på den svenske perle Den anden side.

Men den amerikanske film river én godt og grundigt rundt i biografsædet. Gysene sidder lige i skabet i mere end en forstand, og historiens følelsesmæssige kerne har tyngde, så man faktisk føler for personerne.

Det er ikke sorg-horror på Hereditary-niveau, men det er bestemt veludført. Monsteret bliver klogelig holdt i mørket, så folkene bag slipper for at forlade sig på computereffekter.

The Boogeyman svinger med enkle midler en gyserlussing i ansigtet på publikum.