The Contestant

Dag efter dag lever Nasubi foran et rullende kamera. 

Nasubi – hvis borgerlige navn er Tomoaki Hamatsu – har meldt sig til et reality-program uden at kende showets præmis på forhånd. Ved lodtrækning vælges han som deltager og vises ind i et lille rum, hvor han bliver bedt om at smide klunset. 

Her skal han overleve ved at skrive breve til magasiner for at vinde præmier (som hundemad, ris, bananer og et telt). Når præmiernes værdi overstiger én million yen, har han vundet. 

The Contestant fortæller den bizarre historie om et af verdens første realityshows og tegner et portræt af en ung mand, som fanges i underholdningsræset. 

Dokumentaren blander arkivklip fra showet Denpa Shonen med interviews med reality-programmets skruppelløse producer, en BBC-journalist, Nasubis familie og Nasubi selv. 

Hurtigt og effektivt skitseres den kontekst, som Nasubis fortælling udspiller sig i. 

I glimt vises Japan omkring årtusindeskiftet. Det er en tid, hvor man stadig sender breve med post, men også hvor man kan spille gameboy og tænde for sin stationære computer med Windows 98. 

Denpa Shonens popkulturelle betydning slås fast i interviews. Det nævnes for, at fordi Nasubi betyder ”aubergine”, brugte man en aubergine-emoji til at dække hans kønsdele. Det er formentlig derfor, at de to er synonym med hinanden i dag. 

Klip fra reality-programmet fylder meget af filmens første time. De vises i et kvadratisk format, så man får fornemmelsen af at se det på en gammeldags fjernsynsskærm. Den japanske voiceover er ligeledes erstattet med en engelsk, og teksten, som popper frem i billedet, er oversat til engelsk. 

Det er små valg, der gør, at man som seer bliver suget ind i programmet, fordi man ikke skal læse undertekster og forholde sig til et helt andet sprog. Hver gang Nasubi vinder en præmie, jubler han og laver en lille dans. 

Det er svært ikke at rykke rundt i sædet undervejs, fordi mange scener er så ubehagelige at overvære. Man føler sig skyldig, når man alligevel ikke kan tage øjnene fra skærmen. 

Håret bliver langt, og kroppen svinder ind, så Nasubi ligner en tændstikmand. Værst er en montage, hvor man gradvis ser den unge mands blik blive fjernt og manisk, så han til sidst vender det hvide ud af øjnene. 

Men hvorfor skal vi overhovedet se så mange af de klip fra programmet, som Nasubi ikke engang var klar over blev vist i japansk fjernsyn hver uge? 

Hvis det er for at få os som seere til at reflektere over vores egen rolle i Nasubis skæbne, kunne færre optagelser sagtens have gjort det. Tanken om, at Nasubi nu får endnu en tur i manegen som cirkusklovn strejfer én.

Det eneste, der kan retfærdiggøre brugen af arkivklippene en smule, er, at Nasubi undervejs selv kommenterer scenerne. Han deler sine tanker om, hvorfor han blev i det lille rum i over 300 dage, selv om døren stod ulåst, og han til enhver tid kunne gå. Men man mangler at høre andres bud på, hvorfor Nasubi blev.

Filmens sidste sekvens viser Nasubi som et menneske med værdighed, når vi følger hans liv på den anden side af realityshowet.

Det er uden tvivl et sympatisk, men det er også med til at sløre fokus, fordi filmen fortaber sig i billeder af Nasubi, der bestiger et bjerg. 

Hvor langt vil vi gå for at blive underholdt? The Contestant er interessant, fordi den udstiller seeren og får én til at føle sig lige så blottet som filmens splitternøgne hovedperson.