Guy Ritchie’s The Covenant

Guy Ritchie’s The Covenant er en voldsom actionfilm båret af en dirrende indignation, man tager med sig ud af biografen. 

Det amerikanske militær lovede asyl til de afghanske oversættere, der hjalp dem under den frugtesløse, tyveårige krig mod Taleban. Men da tropperne forlod landet i 2021, blev deres allierede overladt til en krank skæbne. 

Vi indgik en pagt – og brød den. 

Det er hovedanklagen i filmen, der fortæller historien om den amerikanske sergent John Kinley (Jake Gyllenhaal) og den afghanske oversætter Ahmed (Dar Salim). 

Da de mødes første gang, har Kinley netop mistet sin sidste oversætter i kamp. Men Ahmed, hvis søn for nylig er blevet dræbt af Taleban, lader sig ikke afskrække. Og han viser sig snart at have både bundsolide instinkter og tilpas med nosser til at gå imod Kinleys ordrer, når han ser sit snit til at redde liv. 

De to mænd knyttes sammen af gensidig respekt. 

Ganske som Kinley drages af Ahmed, virker instruktøren Guy Ritchie draget af Dar Salim. Hans stoiske fremtoning etablerer ham både som en hård negl og en mand tynget af moralske skrupler. Man er aldrig i tvivl om, hvor meget det koster ham at trykke på aftrækkeren. 

Rollen er en ildprøve for den irakisk-fødte dansker, der er på vej op i filmbranchens topliga. 

Guy Ritchie bruger ham som filmens moralske kompas, men også som actionstjerne på lige fod med Jake Gyllenhaal. 

Det kommer måske ikke som en overraskelse for danske biografgængere, der har kunnet følge det alsidige talent siden Gå med fred, Jamil og særligt i de to Underverden-film. 

Men Dar Salim er gennemført troværdig og en genuin overraskelse for et internationalt publikum. 

Han spiller uden accent eller store armbevægelser og presser sig selv til det yderste i filmens midtersektion, hvor Kinley ville være færdig uden Ahmeds hjælp. 

I en mindeværdigt overgearet scene, der føles som lige dele Gladiator, Ringenes herre og den indiske actionbasker RRR, skubber Ahmed indædt den sårede amerikaner op ad en bjergside i en trækærre. 

Det føles, som om Dar Salim signalerer til omverdenen: ”Jeg er her, og jeg kan klare hvad som helst!” 

Men så tager filmen en uventet drejning. 

Ahmed bliver ladt i stikken, mens Kinley vender hjem som en helt – og rammes af akut skyldfølelse. Hvad der hidtil har været en eksplosiv thriller vendes til en hårdtslående fordømmelse af amerikansk udenrigspolitik. 

Kinley hænger i telefonen som Sisyfos bag stenen, mens han forsøger at sikre Ahmed og hans familie amerikansk asyl. Jake Gyllenhaal udfolder flair for indædt dramatik, mens Guy Ritchie sætter moralen på spidsen med en montagesekvens, der indfanger krigens meningsløshed over for bureaukratiets tjæredam. 

Da filmen i tredje akt forfalder til en Call of Duty-agtig redningsaktion, føles det som overfladisk ønsketænkning. Der er en snert af frelserkompleks over den brødebetyngede hvide mand placeret midt i en international tragedie. 

Og som de fleste krigsfilm, for slet ikke at nævne de fleste Guy Ritchie-film, kan The Covenant ikke undsige sig en tæt mandehørm, der ikke levner meget plads til historiens kvinder. Både Kinley og Ahmed er gift, men deres ægtefæller når kun at spøge i kulissen. 

Til gengæld viser instruktøren flere steder et blæret filmisk overskud. 

Alicante i Spanien gør det overbevisende ud for Afghanistans klippeterræn, og actionscenerne udnytter landskabet. En forladt mine inddrages som Taleban-base, en dæmning bliver en dramatisk kulisse for en hæsblæsende ildkamp. 

Luftoptagelser reducerer krigere til myrer, mens filmen legende bruger tekst på lærredet, vekslende hastighed og pumpende musik til at give fornemmelsen af en narkoforvrænget feberdrøm. 

Der vakles til tider mellem overgearet vold og autentisk tragedie, men filmen føles stadig som et skridt fremad for engelske Guy Ritchie. 

Den gamle drengerøv demonstrerer en sober respekt for voldens konsekvenser og krigens meningsløshed. 

Ritchie, der er medforfatter på filmen, stiller skarpt på Vestens moralske fallit. Med historien om de tilbageladte oversættere rettes en harsk begmand mod den kaotiske amerikanske tilbagetrækning. 

Men Guy Ritchie’s The Covenant åbner samtidig op for at fortælle om den militære fiasko i Afghanistan fra et lokalt perspektiv ved at placere broderparten af dramaet hos Dar Salim. 

Med sin underdrejede intensitet er den danske skuespiller med til at gøre et hjerteskærende svigt ubestrideligt nærværende for publikum.