The Curse

The Curse åbner med en scene, hvor en reality-producer sprøjter vand og mentol i ansigtet på en kræftsyg kvinde, så det ser ud, som om hun græder af glæde over, at hendes søn har fået et job.

Bare fordi man er døende, behøver man jo ikke at være kedelig på tv!

Ægteparret Whitney (Emma Stone) og Asher (Nathan Fielder) er ved at opkøbe et fattigt kvarter i New Mexico for at erstatte de faldefærdige rønner med arkitekttegnede, klimaneutrale huse.

Undervejs bliver de filmet af et kamerahold under ledelse af den skruppelløse tv-mand Dougie (Benny Safdie). Drømmen er at skabe et populært realityshow og gøre området berømt, så huspriserne stiger, og hele projektet bliver en økonomisk succes.

Byen Españiola, som ægteparret vil gøre både hip og bæredygtig, er primært befolket af afro- og latinamerikanere. Men Whitney og Asher betragter ikke sig selv som hvide, gentrificerende ejendomskrejlere.

De er gode mennesker.

Whitney ved, at parrets ry er essentielt for boligprojektets succes, så hun har travlt med at virke from og oprigtig. Hun kan knap sætte sig på en sofa uden at forestille sig, hvordan det ville tage sig ud på Instagram.

Asher er mere impulsstyret, og det er også ham, der kommer til at snyde en lille, tilsyneladende hjemløs, afroamerikansk pige for en masse penge, hvorefter hun forbander ham. Egentlig tror han ikke på forbandelser, men samme aften mangler kyllingen i parrets dyre måltidskasse, og det er kun begyndelsen.

The Curse stikker en finger ned i det sår, der er den venstreorienterede amerikaners skyld over egne privilegier og hvidhed. Det er en serie om to mennesker, som higer voldsomt efter at blive accepterede som cool af folk, der knap nok har råd til at give deres børn mad.

Det er både tragisk og inderligt morsomt.

Whitney og Ashers ægteskab bidrager med yderligere spænding til historien. Det er fra begyndelsen tydeligt, at de kommer til at implodere, selv om de gør deres bedste for kun at skændes på girafsprog og minde hinanden om, hvad deres parterapeut har anvist.

Parrets skæve magtforhold destilleres ned til en sexscene så akavet, at den er umulig at slette fra nethinden.

At serieskaberne Benny Safdie (Good Time, Uncut Gems) og Nathan Fielder (The Rehearsal) selv spiller hovedrollerne sammen med Emma Stone, er blot en af mange paralleller, som en dansk seer uvilkårligt kommer til at lave mellem The Curse og Klovn.

De to serier har komik baseret på ansigtstab og overskridelse af sociale normer tilfælles.

Men hvor Casper & Frank ofte ender i bizarre situationer, fordi de føler sig hævet over alle andre, foretrækker Asher og Whitney at være venner med alle. Når de konstant prøver så hårdt, bliver ansigtstabet maksimalt.

Hovedpersonerne bliver ofte filmet, som om de overvåges, og de mange kreative vinkler giver en visuel dynamik til det realistiske univers. Karaktererne optages på lang afstand – gennem en bilrude, ud af en lejligheds dørspion eller ovenfra i et overvågningskameras perspektiv.

Det illustrerer effektivt parrets selvmonitorering.

Underlægningsmusikken er også en aktiv medfortæller. The Curse er en mørk komedie, men i store dele af første afsnit holdes det musikalske akkompagnement til gyseroktaver fra den mørke side af klaveret.

Musikken giver seeren den følelse af utryghed, som Whitney og Asher tydeligvis oplever ved at færdes i et fattigt nabolag, selv om de hyklerisk forsøger at udstråle det modsatte. Senere bevæger musikken sig fra gys til krimi-thriller, men følelsen af, at det hele når som helst kan ramle, er konstant.

The Curse behandler sensitive emner som fattigdom, race, religion og sågar penisstørrelse. Og det er vidunderligt pinefuldt, når personerne siger og gør alt det forkerte.