The Fabelmans

Efter at han genindspillede en af sin barndoms favoritfilm, musikalske West Side Story, tager Steven Spielberg nu skridtet fuldt ud og skildrer sin egen barndom på film.

The Fabelmans, som instruktøren har skrevet sammen med Tony Kushner, er både den mest personlige og rørende bedrift i Spielbergs lange karriere. Ikke mindst, fordi den gør klart, hvor personlig hans filmkunst altid har været.

Historien starter i 1952, hvor unge Sammy Fabelman tager med sine forældre i biografen for allerførste gang. Her bliver han blæst bagover af Cecil B. DeMilles The Greatest Show on Earth.

Film bliver en livslang besættelse for Sammy, der laver hjemmevideoer med venner og familie, mens han drømmer om engang at blive en rigtig filminstruktør, hvis navn kan stå sammen med giganter som DeMille og John Ford.

Sammys far er datalog, og hans arbejde tvinger familien til at rykke teltpælene op med jævne mellemrum.

Faren kan ikke se meningen med at forme sit liv i en kunstnerisk retning. Han mener, at kultur er en hobby, men den attitude møder modstand hos Sammys mor. Hun er nemlig en dygtig musiker, der lagde drømmene på hylden, og hun opmuntrer sin søn til at udleve sit talent.

Forældrene bliver modpoler i Sammys liv. De trækker i hver sin retning, når han går fra barndom til ungdom og føler sig presset til at gå efter en mere økonomisk sikker og stabil fremtid.

The Fabelmans er en nøglefortælling, der på dramatisk, vittig og bevægende vis forklarer, hvorfor Steven Spielbergs film altid kredser om opbrudte familier og fraværende fædre.

Filmen finder det episke i det intime, når den viser, hvor instruktøren har sin livslange begejstring for spektakulær filmmagi fra.

I en mesterlig scene genskaber Sammy det øjeblik fra DeMilles film, han ikke har kunnet slippe. Og opdager for første gang, hvor berusende det er at have publikum i sin hule hånd. Det afventende blik i drengens øjne, da han viser scenen for sine forældre, røber perfekt, hvor meget der er på spil for ham.

Men den personlige fortælling i The Fabelmans forfalder ikke til selvhyldest.

Fotograf Janusz Kaminski hilser med respekt på sine forgængere i rollen som Spielbergs billedmagere, når billeder og scener vækker mindelser om Jaws eller Indiana Jones-filmene.

Disse forbindelser er diskrete og smagfulde i modsætning til Belfast, hvor Kenneth Branaghs alter ego læser både Marvel-tegneserier og Agatha Christie i en pærevælling.

Samtidig løber der en bittersød fornemmelse af noget endegyldigt igennem filmen, særligt i John Williams’ smukke musik. Den legendariske komponist, der har leveret det musikalske bagtæppe til de fleste af Spielbergs film, har annonceret, at han planlægger at gå på pension efter sit næste projekt: den femte og sidste Indiana Jones-film.

Alle elementerne samles med en modenhed, der altid har været til stede i Spielbergs film, men aldrig mere synligt end her.

Det skyldes ikke mindst den passionerede præstation fra debutanten Gabriel LaBelle, der er sårbar og karismatisk i hovedrollen. Han spiller stærkt op imod Paul Dano og Michelle Williams som fejlbarlige forældre i et skrantende ægteskab skildret med kærlighed og forståelse.

Overraskende nok bliver Seth Rogens ”onkel” en ledestjerne for Sammy ved at give ham det rette skub, da han er ved at miste gejsten.

Den kreative gnist brænder stadig lige stærkt. Med The Fabelmans gør Steven Spielberg status over sin store karriere uden at sige farvel til den.

Han har stadig flere film på vej.

I The Fabelmans taler han ud om en barndom, der ikke altid var lykkelig. Han gør det uden bitterhed og med masser af håb for fremtiden. Det er et dybt personligt mesterværk rundet af den samme opløftende optimisme, der har været grundtonen i hans film gennem alle årene.