The First Omen

Det er en utaknemmelig opgave at skulle skrive en historie, som publikum allerede ved, hvordan ender. Man mister let interessen for, hvad der sker på lærredet, hvis man allerede ved, om heltene vinder eller fejler, lever eller dør.

Men The First Omen har den fordel, at en stor del af den oprindelige fortælling er ufortalt. Nok ved seeren, at det grusomme djævlebarn Damien (Harvey Spencer Stephens) kommer til at pine sin adoptivfamilie og verden omkring ham i The Omen (1976), men historien bag det fandens barn er endnu ukendt.

Hvem var barnets mor? Hvad skete der med hende? Hvordan kan det overhovedet være hændt, at hun fødte selveste antikrist?

The First Omen udfylder simpelthen et hul i den klassiske gyserhistorie og gør det med masser af selvtillid. 

Den unge nonne Margaret (Nell Tiger Free) ankommer til Rom efter at have været i det katolske adoptionssystem hele sit liv. Under kardinal Lawrence (Bill Nighy) ankommer hun til en kirke for unge piger, som hun skal undervise og tage sig af.

Det viser sig i genrens natur at være alt andet end ligetil.

Margaret er indadvendt og forvirret, men samtidig trodsig og fandenivoldsk. Hun mærker, at hun er en outsider i pigeklosteret, men nærmer sig Carlita (Nicole Sorace), der ligesom Margaret har en overaktiv fantasi og har oplevet at blive bæltefikseret.

Nell Tiger Free indfanger fornemt nuancerne og den traumatiserede vrede, der ulmer inde i Margaret. 

The First Omen handler nok om fødslen af en fiktiv antikrist, men lægger ikke låg på sin kritik af 70’ernes katolske kirke. Den omfavnende og kærlige side af kirken viser sig at have en magtsyg skyggeside, som vises i det djævelske gys. 

Det er den skyggeside, der lægger sig over Margaret og Carlita.

Filmen undgår for det meste billige bøh-gys og skubber i stedet rædslerne helt til kanten. Krænkende fødsler og blødende, forbrændt hud skildres meget eksplicit, men bliver alligevel aldrig for overvældende. 

Grænsen mellem gru og grovhed er hårfin, og The First Omen holder sin kløftede tunge lige i munden og finder den grumme middelvej.

Filmen kunne dog godt have dvælet længere ved de uhyggelige scener. Da Margaret i starten møder Carlita, skynder filmen sig at spille foruroligende underlægningsmusik, men scenen kunne snildt være endnu mere urovækkende, hvis den lod tilskueren være alene med sin angst og tvivl. 

Der er dog også raffinementer.

Nogle af billedindstillingerne er som taget direkte ud af en 70’er-klassiker. Roms støvede gader og klosterets dunkle gange iscenesættes med stemningsfuld belysning og fabelagtige kompositioner.

De kunstneriske træk træder bare ofte i baggrunden til fordel for kritik af katolikkens kropslige krænkelser af kvinder og dybt indgroede konservatisme. Og det campede gys fyrer på alle cylindre i sådan en grad, at løjerne i slutningen er på nippet til at køre af sporet.

Det ødelægger dog ikke den ellers helstøbte gyser. 

Oddsene har været imod The First Omen, men historien om Margaret og Carlita, der bliver mor til Damien, er gudskelov endt som et dejlig grufuldt afsnit i fortællingen om djævlen og alle hans håndlangere.