Serieanmeldelse
25. juli 2023
The Last Movie Stars

Skuespillerne Joanna Woodward og Paul Newman formåede at holde sammen i 50 år indtil hans død i 2008. Newman kæmpede undervejs med et alkoholmisbrug og havde også en affære.

Foto: HBO Max

The Last Movie Stars

Ethan Hawkes underholdende dokumentarserie om Hollywoods største stjernepar i 1950’erne og 60’erne viser deres genkendelige menneskelighed.

Af Bo Tao Michaëlis

Gennem 50 års ægteskab var Paul Newman og Joanna Woodward Hollywoods ukronede kongepar, i hvert fald for den progressive del af filmbyen. 

Ud over begge at være verdensberømte filmstjerner var de begge kendt som liberals med sympatier til venstre for midten. 

Det var en vedtaget kendsgerning, også af Paul, at Joanna var den største skuespiller, mens han var den største stjerne. 

Han var rundet af en jødisk far og en protestantisk mor, hun var en vaskeægte sydstatsskønhed fra Georgia. Sammen blev de et symbol på det bedste ved USA: åben ærlighed og de simple familieværdier, nationen elsker. 

Paul Newman havde planlagt at udgive sine erindringer med alt, hvad der var i dem af godt og ondt. Han fik en ven til at optage interviews med familiemedlemmer, kammerater og kolleger, men fortrød siden og brændte efter sigende alle båndene. 

Heldigvis havde hans familie, der på et tidspunkt bestod af hele seks børn, reddet tusinder af udskrevne sider om deres far og deres (sted)mor. Skuespilleren Ethan Hawke, stor fan af begge, fik disse i hænderne og har på den baggrund skabt dokumentarserien The Last Movie Stars på seks afsnit på hver en times tid. 

Vennerne George Clooney og Laura Linney lægger stemme til Newman og Woodward sammen med andre skuespillere, som agerer væsentlige roller i hovedpersonernes liv. Altså på lydsiden, mens vi ser de døde personer i fotos eller gamle optagelser. 

Serien består af kaskader af klip fra begges film, tidens ugejournaler fra biografen, interviews og hjemmeoptagelser inden for murene og omkring poolen, familiealbum og sammenkomster. 

The Last Movie Stars er storslået underholdende hele vejen igennem. Der er masser af glimt af film med begge, hvor man siger til sig selv: Hold op, hvor var dén god, og skal den ikke snart ses igen? 

Men vi får også i levende billeder at se, hvorfor Woodward var en større skuespiller. Hun fik allerede som 27-årig i 1957 en Oscar for Evas tre ansigter. Og i husbondens instruktørdebut, Rachel, Rachel en jomfru på 35 fra 1968, er hun simpelthen formidabel. 

I film, hvor hun spiller over for Newman, stjæler hun ganske vist ikke scener fra ham, men viser klart, at hun er kamæleonen af de to. 

Newman var bestemt ikke dårlig, men man ser via de mange klip fra hans bedste film, at han ret hurtigt blev typecastet som vred ung mand, som siden blev ældre vred mand. 

Rebelsk og fandenivoldsk enten som eneren i Hud, privatdetektiven i Harper eller den fallerede advokat i Dommen. Han kunne være morsom og skurkagtig, men var og blev Paul Newman, en Hollywood-stjerne fra samme kennel som James Dean og Marlon Brando. 

Det levede han med foruden et alkoholproblem, han aldrig helt kom sig over. Nok mest på grund af kronisk skyldfølelse over at have forladt sin første kone og tre små børn for at gifte sig med Joanna. Hun var til gengæld rørende omsorgsfuld over for sine stedbørn, hvilket kommer tydeligt frem i serien. 

Det står også entydigt klart, at Newman var et enormt sexsymbol med sine glasklare, blå øjne og maskuline fremtoning i både cowboystøvler, uniform og jakkesæt samt med den rapkæftede flab, som altid får sidste replik. 

Men udadtil var han manden, som siger nej tak til sex a la carte. ”Hvorfor spise hamburger, når jeg kan få en steak derhjemme?” sagde han frejdigt til medierne. 

Men disse bevingede ord kom til at koste ham dyrt, da det kom frem, at han et års tid havde haft en affære med en journalist ved navn Nancy Bacon! 

Man kan spørge sig selv, hvorfor man skal have alle disse intime detaljer og hemmeligheder at vide. Måske for at føle, at selv i et paradisisk ægteskab vokser træerne ikke op i himlen. 

Det er den store morale i filmens bladrende familiealbum, og således giver The Last Movie Stars et stærkt og kærligt indtryk af to guddommelige stjerners genkendelige menneskelighed.

Titel:
The Last Movie Stars 

Land:
USA

Årstal:
2022

Serieskaber:
Ethan Hawke

Manuskript:
Paul Newman, Stewart Stern, Emily Wachtel 

Medvirkende:
George Clooney, Laura Linney, Zoe Kazan, Karen Allen, Martin Scorsese, Sally Field

Spilletid:
Seks afsnit af cirka en time

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
21. juli 2022 på HBO Max

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!