Biografanmeldelse
06. sep. 2023
The Nun 2

Taissa Farmiga spiller Søster Irene med ophøjet nervøsitet og forsigtig handlekraft, så hun føles som en ung blanding af Fru Drusse fra Riget og Max von Sydows titelfigur fra Eksorcisten.

Foto | New Line Cinema

The Nun 2

Taissa Farmiga stråler som forsigtig eksorcist i den anden dæmon-nonne-film, som byder på blodrøde blodbade og et glimrende monster.

Af Frederik Hoff

En sort bil buldrer med kometfart ned ad landevejen til en fransk kostskole. I bilen sidder en chauffør og to nonner med kampklare miner.

Den ene er Søster Debra, en rebelsk, ung kvinde med litervis af gåpåmod og trodsig troløshed.

Den anden er hendes mentor, den lidt ældre Søster Irene, og modsat sin novice er hun ganske klar over, hvad der venter dem i den faretruende kostskole – et tidligere kloster – hvor en morderisk dæmon residerer.

Hun har nemlig mødt dæmonen før.

I den første The Nun var Irene selv lærlingen, der sammen med præsten Fader Burke konfronterede nonnedæmonen Valak, som første gang optrådte i Nattens dæmoner 2.

Nattens dæmoner, The Nun og Annabelle-filmene samt The Curse of La Llorona foregår alle i samme univers.

Selv om Valak lod til at blive besejret sidste gang, overlevede den mirakuløst, og nu må Søster Irene bruge sin unikke erfaring til at bekæmpe den igen.

Taissa Farmiga spiller Irene med ophøjet nervøsitet og forsigtig handlekraft, så nonnen føles som en ung blanding af Fru Drusse fra Riget og Max von Sydows figur fra Eksorcisten.

Søster Debra (Storm Reid) fungerer også godt som den tvivlende Dr. Watson til Irenes trosikre Sherlock Holmes, men resten af karaktergalleriet virker en smule halvbagt.

Altmuligmanden Frenchie fra den første film arbejder nu på kostskolen, hvor han har forelsket sig i stedets smukke, men uinteressante lærer og våger over hendes datter, som bliver mobbet af de andre børn.

Mor og datter føles fra starten som karakterer, der udelukkende er til for, at man skal frygte deres grufulde død.

Men samtidig passer de lidt flade figurer meget godt ind i den nostalgiske stil, som filmen ligger for dagen. Ligesom den første film er The Nun 2 – som foregår i 1956 – en kærlig hyldest til ældre gysere.

De blodrøde blodbade og den glorværdige klosterarena sender tankerne i retning af 50’ernes og 60’ernes horror. Og de hyppige og pludselige billeder af nonnen, der viser sig i baggrunden, føles som et vink til førnævnte Eksorcisten fra 1973, hvor en anden dæmon viser sig i brøkdelen af et sekund.

Valak er et herligt abstrakt uhyre.

Det er konstant livsfarlig, men langt fra almægtig, og dens overnaturlige evner balancerer mellem det håndfaste og ukonkrete, så man aldrig kan forudsige, hvad den nu udsætter sine ofre for.

Den kan besætte folk og lave sig om til et gedemonster, men den kan også dele sig op i flere væsener lege med ofrenes sind på ganske æstetisk vis.

I en særligt smuk scene får Irene et syn, da hun står over for en kiosk med et stort udvalg af magasiner. Vinden tvinger magasinerne til at bladre, så groteske ansigter former sig ud af de skiftende sammensatte billeder, indtil de uundgåeligt lægger sig fast på nonnens gyselige skikkelse.

The Nun 2 er tilbageholdende med sin vold, som er uhyre effektiv, når den endelig bruges, og filmens begyndelse er fyldt med ekstremt langsomme og veludførte optakter.

Pinen trækkes ud i det uendelige, indtil man næsten trygler om den frygtelige forløsning. Inden man fortryder at få sin vilje, når børn med et svuptag får brækket halsen, og en præst går op i flammer i sin egen kirke.

Som så ofte i horrorfilm er det klart filmens første del, der er mest uhyggelig. Til gengæld for gysene får man en let campet og underholdende detektivhistorie med et episk klimaks, der involverer tøndevis af blod – bogstaveligt talt.

Titel:
The Nun 2

Land:
Storbritannien, USA

År:
2023

Instruktør:
Michael Chaves

Manuskript:
Ian Goldberg, Richard Naing, Akela Cooper

Medvirkende:
Taissa Farmiga, Bonnie Aarons, Storm Reid, Jonas Bloquet, Anna Popplewell, Katelyn Rose Downey

Spilletid:
110 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
7. september

Relevante artikler

Biografanmeldelse
06. sep. 2018
The Nun

The Nun

Biografanmeldelse
09. aug. 2017
Annabelle 2: Skabelsen

Annabelle 2: Skabelsen

Fra samme skribent

Boganmeldelse
12. juli 2024
Too Great for the Eye of Man

Too Great for the Eye of Man

Biografanmeldelse
10. juli 2024
Caravaggios skygge

Caravaggios skygge

Biografanmeldelse
03. juli 2024
Grusomme mig 4

Grusomme mig 4

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!