The Pope’s Exorcist

Når det kommer til film om djævleuddrivelse, er der én, som tårner over alle andre.

William Friedkins Eksorcisten er ikke alene en af de bedste gysere, men også en af de bedste film i historien.

Mange har forsøgt at gentage kunststykket, men ingen har formået at ramme samme filmiske højder. Om ikke andet må man give filmskaberne bag The Pope’s Exorcist cadeau for at turde prøve.

Filmen handler om eksorcisten fader Gabriele Amorth (Russell Crowe). Vi følger ham i 1986, hvor han står over for en særligt vanskelig sag.

En amerikansk dreng, Henry (Peter DeSouza-Feighoney), er flyttet til Spanien sammen med sin mor Julia (Alex Essoe) og søster Amy (Laurel Marsden).

Moren er i gang med at renovere et gammelt kloster, som har været i hendes afdøde mands familie i flere generationer. Kort tid efter begynder Henry at ændre adfærd.

”I skal alle dø,” hvæser han med en dyb basstemme, der umuligt kan komme fra den spinkle knægts krop.

Den lokale præst Esquibel regner ud, at noget er galt og beder om hjælp. Og Paven sender fader Amorth.

Om alt er hundrede procent sandfærdigt, kan man godt diskutere. Men ikke desto mindre er filmen baseret på virkelighedens fader Amorths to erindringsbøger, An Exorcist Tells His Story og An Exorcist: More Stories.

At kalde The Pope’s Exorcist for denne generations Eksorcisten ville være en blasfemisk overdrivelse. I hvert fald, når det kommer til de filmmæssige kvaliteter.

Hvor Eksorcisten er et intenst, eksistentialistisk horror-drama, har The Pope’s Exorcist mere tilfælles med en actionfilm som The Fast and the Furious. Det er stort og larmende, men med tydelige glimt af godt filmhåndværk.

Fader Amorth er i skikkelse af Russell Crowe en charmerende, stovt præste-James Bond. Typen, der uden de store skrupler napper en stor slurk whisky fra lommelærken efter en lang tur på sin Ferrari-scooter.

Selv med en tvivlsom italiensk accent fornægter skuespillerens karisma og magnetiske tilstedeværelse sig ikke. Han har den udefinerbare hovedrolleindehavers pondus.

Det meste af filmen er centreret omkring eksorcismen af dæmonen i Henry, hvor Amorth og de andre bliver udsat for flere djævelske drillerier af den sataniske yngel.

Alle gør det glimrende, uden at der er er tale om prisvindende præstationer. Og det er et ganske godt billede på The Pope’s Exorcist.

Det er solid b-films rabalder-underholdning uden fine fornemmelser. Kritikken af kirken og de eksistentielle overvejelser er i hvert fald gemt væk under en masse dæmonbrøl og skrig.

Effekterne er for det meste praktiske, og man bliver ikke revet ud af handlingen i effektscenerne.

Den italienske veteran Franco Nero med de krystalblå øjne lyner stadig lige så kraftigt, som da han var den ordknappe dusørjæger Django.

At hans udgave af Paven så ikke har anden funktion i filmen, end at sige Amorths navn adskillige gange, mens han stirrer med udspilede øjne, er et af filmens problemer.

Der er optakt til mange interessante emner, hvor The Pope’s Exorcist trækker hårdt i håndbremsen. I stedet bliver filmen hængende i simpelt, men veludført thriller-land.

I 2017 lavede William Friedkin dokumentaren The Devil and Father Amorth. Her følger instruktøren virkelighedens eksorcist, mens han forsøger at uddrive en djævel fra en uskyldig kvinde.

Det lyder jo spændende, men i realiteten er det snarere på højde med morfars ferievideoer. Så er der mere schwung over The Pope’s Exorcist, fordi Russell Crowes smittende tilstedeværelse trods alt rækker langt.