The Stimming Pool

Unge Robin og hans far sidder ved spisebordet og snakker.

Robin ved alt om b-film. ”Schlock,” som de to englændere kalder det. Robin snakker som et vandfald og citerer alskens film frit fra leveren. Han tegner storyboards til sin egen schlocky zombiefilm, som han forestiller sig skulle være rotoscope-animeret ligesom de gamle klassikere.

Far og søn hopper på cyklerne og kører til det lokale cinematek. Her har de arrangeret en filmvisning for B-Movie Fan Club, som Robin har grundlagt. Og han introducerer med garvet rutine selv den film, som vi allerede er i gang med at se.

Sådan starter The Stimming Pool.

Meta-dokumentaren om autisten Robin og resten af medlemmerne af The Neurocultures Collective, som de selv har været med til at lave, leger nemlig med grænsen mellem fakta og fiktion.

Den springer ind i fortællingen om Sam, der får foretaget en øjensporingstest ved lægen. Øjensporingens røde markeringer, der viser, hvor Sam kigger hen, bliver til et tilbagevendende æstetisk greb. Alle scener kommer til at virke, som om vi ser dem med Sams øjne.

Det er et komplekst og fascinerende udtryk, der effektivt skildrer alle de tests og den lange, diagnostiske proces, der hører til autismediagnosen.

Det udtryk giver også publikum en fornemmelse af, at filmens autistiske hovedpersoner konstant observeres. De måles, vejes og vurderes, og man bliver som seer uhyre bevidst om, hvor man selv kigger hen.

Hvad mon ens egen øjensporingstest ville vise?

På denne måde viser The Stimming Pool også uhyre effektivt, hvordan det er at maskere sig: At camouflere autismen og opføre sig sådan, at andre mennesker ikke synes, man er besynderlig.

Neurodivergerende Lucy er på arbejde, i fitness og på pub. Ganske almindelige ting at foretage sig, men for hende er sanseindtrykkene anderledes. Der er skruet helt op for lydsiden.

På kontoret kan man høre alle telefonsamtaler, alle tastaturer, som var de lige ved siden af ens ører. Til spinningtimen drukner instruktørens stemme i den dunkende bas. Og pubben er så fuld af samtaler, grin og spas, at det nærmest er overvældende bare at se på film.

Lucy søger ly på dametoilettet. Selv her er der ikke fred. Pigegrupper sludrer, og håndtørreren hviner og skærer i ørerne.

Men derhjemme er der stille. Her kan hun sige, gøre og bevæge sig uden at skulle bekymre sig om, hvad andre mennesker synes. Hun kravler på gulvet og køkkenbordene, strækker sig og laver små lyde.

Kontrasten til hverdagen er overvældende, og man mærker friheden og glæden, når hun nu endelig slippes fri.

Det forstærker også vigtigheden i, at kollektivet mødes og laver film som netop The Stimming Pool. Sammen udfolder de sig kreativt og autistisk.

De danser således med deres egen musik i ørerne i den titulære svømmepøl, som var det et stillediskotek med mere plads end de fleste. 

Den mærkværdige og komplekse metadokumentar, som filmfællesskabet har skabt, er en utroligt kraftfuld måde at formidle glæden ved at være den, man er.

Det er især betydningsfuldt, når folk som Robin, Sam og Lucys lykkelige og harmløse væremåder og adfærd konsekvent bliver undertrykt af samfundet.