The Watchers

En debuterende instruktør har normalt den luksus at være et ubeskrevet blad, fri af de forventninger og skuffelser, der kommer med et velkendt bagkatalog.

Men selv om The Watchers er Ishana Night Shyamalans første spillefilm, vil den uundgåeligt blive set i lyset af hendes fars besynderlige filmografi.

M. Night Shyamalan har siden Den sjette sans fra 1999 etableret sig som en af verdens mest kompromisløse og kvalitetssvingende horror-instruktører, og datteren lægger sig farligt tæt op ad hans højkonceptuelle, twistdyrkende stil.

Den første halvdel af The Watchers, som er baseret på A.M. Shines roman af sammen navn,er en elegant, småmytologisk rejse ind i en mørk skov.

Dakota Fanning spiller Mina, der er flygtet fra sine barndomstraumer i USA til Irland, hvor hun arbejder i en kæledyrsforretning.

Irlands landlige miljø er filmet i grå toner, og Minas ansigt er det eneste synlige, mens alle andre mennesker kun ses bagfra.

Det kløgtige kameragreb får med det samme nakkehårene til at rejse sig og gør personerne omkring Mina til medbeskuere af den mystiske kvinde, som forklæder sig med paryk, når hun tager i byen.

Dakota Fanning spiller Mina med en afstumpethed, der gør hendes psyke til lukket land for de andre personer såvel som publikum. Der er noget dragende over, hvor trodsigt afvisende hun forholder sig til kameraet.

Mina får til opgave at transportere en gul, talende papegøje til en anden by, men hun farer vild i en gigantisk skov.

Med ét er hendes bil væk, og det viser sig, at hun er havnet i en magisk skov, hvor hun og tre andre fortabte mennesker nu er fanget og hver dag kæmper for overlevelsen.

Om natten må de lade sig beskue af mystiske uhyrer, kaldet The Watchers, i en hytte med en glasfacade, der får den til at ligne et fjernsyn.

Inde i hytten keder de tilfangetagne sig med at se dårligt reality-tv, men de er også selv ufrivillige reality-deltagere for et kræsent publikum – uhyrerne – der straffer med hård hånd.

Bliver de udenfor, når mørket kommer, er det ensbetydende med døden.

Dog er monstrene i sig selv ikke helt vildt uhyggelige. Deres drabelige tendenser bliver sjældent demonstreret, og når de endelig myrder, er det ikke specielt grafisk.

Og selv om Ishana Night Shyamalan sammen med fotograf Eli Arenson tager flere spændende løb med kameraet, holder det visuelle udtryk hurtigt op med at være ophidsende, med mindre man får pulsen op af droneskud af irske skovlandskaber.

Alligevel formår Shyamalan at holde stemningen pirrende og ubehagelig med den tætte mystik omkring The Watchers og deres underlige trang til at betragte mennesker.

I hvert fald lige indtil Mina og de andre fanger finder et hemmeligt rum, hvor en professor på to minutter løser alle gåder og giver handlingen valium.

Den sidste del af en gyserfilm er som regel den svageste, fordi mysteriets uhygge må dø til fordel for action og katarsis. Men i The Watchers sker det på så himmelråbende klodset vis, at den første times opbygning føles ligegyldig.

I det øjeblik, man ved, hvad uhyrerne i virkeligheden er, forsvinder den sidste smule uhygge.

Historien sætter i løb imod et fortænkt budskab om menneskets todelte natur, som Dakota Fanning får til opgave at råbe til kameraet. Ingen skal åbenbart gå hjem fra biografen uden at vide, hvad filmen handlede om!

Den velsmurte opbygning og den myrekrybsfremkaldende idé om at blive beskuet som underholdning hænger simpelthen ikke sammen med det ret banale dobbeltgængerdrama, filmen forvandler sig til mod slutningen.

Ishana Night Shyamalans ville ikke være sin fars datter, hvis hun ikke sluttede sin film af med et stort plot-twist. Arveretten er dermed sikret. Afsløringen er bare omtrent så virkelighedsomvæltende som at se et barn hive en tøjkanin op af en hat.