Thelma

Der er en sær fascination af det overnaturlige i disse år.

Gys og horror har fået en renæssance, Stephen King er igen populær, og på seriefronten er Stranger Things blevet hyldet for sin 80’er-gyser-vibe. Men det er ikke kun i mainstreamfilm og serier, at fascinationen er til at få øje på. Også kunstfilmens auteurs har budt gyset og det overnaturlige velkommen.

Herhjemme med Nicolas Winding Refn (The Neon Demon) og til sommer Lars von Triers The House that Jack Built, tidligere på året kom franske Oliver Assayas’ Personal Shopper og mangt en festival har hyldet David Lowerys A Ghost Story.

Overnaturlige kræfter, spøgelser, gys og gotisk horror benyttes til at fortælle historier om eksistentiel sorg, tab, identitet og skønhed.

Og nu altså også én af realismens store auteurs, norske Joachim Trier, der med sin Carrie-inspirerede Thelma bevæger sig mod det overnaturlige gys for at fortælle en historie om seksualitet og eksistentiel frigørelse.

Thelma starter med en scene, der har en uimodståelig fascinationskraft.

En far går med sin lille datter og et gevær over skulderen hen over en frossen sø. Det er tyst og koldt. De fortsætter, langt ind i skoven på den anden side. På lydsiden hører man Ola Fløttums faretruende musik. Da pigen får øje på en hjort, holdes vejret i sitrende spænding. Faren lægger an til at skyde dyret. Og dér, lige i det sekund, hvor man regner med, at han vil skyde, vender han geværet mod datteren ...

Hvad åbningsscenen har at gøre med resten af filmen, finder man først ud af til sidst. For efter den helt igennem skrækindjagende start, daler vi ned i en helt almindelig gymnasieklasse, hvor Thelma (Eili Harboe) har biologi.

Ligesom i Triers to mesterværker, Reprise og Oslo, 31. august, er fokus vendt mod ungdommens identitetsproblemer. Religiøse Thelma er lige på grænsen til at blive et selvstændigt individ, men hænger stadig uløseligt sammen med sine kristne, overbeskyttende forældre (Henrik Rafaelsen og Ellen Dorrit Petersen fra Eskil Vogts Blind).

Den overbeskyttende adfærd har Thelma ikke noget problem med. Tværtimod. Hun tager telefonen, hver gang de ringer, og kan snakke med sin far om alt. Også om at hun endnu ikke har fået nogen venner på universitetet.

Det ændrer sig alt sammen, da Thelma får et epileptisk-lignende anfald.

I et nik til Hitchcocks Fuglene flyver sorte krager mod ruderne, mens Thelma går i krampe på gulvet. En scene, der viser, hvor eminent fotografen Jakob Ihre forener det helt jordnære med det uhyggeligt ekstraordinære. Og hvorledes danske Olivier Bugge Couttés klipning er overlegen let og luftig, men samtidig bemærkelsesværdigt markant.

Anja (Kaya Wilkins) hedder pigen, som blot vil sige hej, fordi hun så Thelmas anfald. Snart er de fb-venner og danser på bar. Thelma drikker en øl for første gang, siden en hel flaske vin i en af Thelmas bedste scener, hvor Thelma småberuset fortæller Anja, hvad det værste skældsord for en kristen er.

”Jesusfanden,” siger Thelma, mens rødmen breder sig i ansigtet. På grund af vinen, det forbudte ord og de romantiske følelser for Anja, der er begyndt at rumstere i Thelmas krop.

Joachim Trier er på hjemmebane i coming-of-age-fortællingen om Thelmas identitetskrise og frigørelsesforsøg. Men langsomt ændrer Thelma karakter og bevæger sig længere og længere ud på et overdrev, hvor Thelmas krampeanfald og elektriske ladninger ikke blot er et symbol på hendes undertrykte seksualitet, men også manifesterer sig som regulære, overnaturlige evner.

Her begynder det at skurre, for følelserne følger ikke på samme måde med ind i filmens horror-halvdel.

Det skurrer også, at Trier har følt det nødvendigt at indlejre så bastante, religiøse symboler som slangen i paradis, der snor sig om forældrene, og som Thelma har sex med i et drømmesyn. Det føles unødigt tungt i et filmsprog, der ellers balancerer så fint på kanten af steril naturalisme og angstprovokerende horror.

Thelma er bestemt seværdig. Men den er mere seværdig som en stilfuld genrehybrid end som et eksistentielt drama om en lesbisk piges frigørelsesproces.