They Shall Not Grow Old

Alle instruktører drømmer om at lave en Anden Verdenskrigsfilm, hører man. Men newzealandske hjerter banker højere for den Første.

Peter Jackson har allerede kurateret en stor udstilling om krigen på nationalmuseet Te Papa i Wellington, der åbnede på hundredeåret for krigens udbrud. Her forankrede han den store krig i små historier om de newzealandske menige, officerer og sygeplejersker, der rejste om på den anden side af kloden for at kæmpe og dø i en fjern og meningsløs krig.

Han har omtrent samme tilgang med sin markering af krigens afslutning, dokumentaren They Shall Not Grow Old, der tirsdag havde verdenspremiere på festivalen i London. Soldaterne kommer selv til orde i ældre lydoptagelser, hvor de som gamle mænd mindes soldatertiden og alle deres venner, der – som titlen antyder – ikke kom med hjem.

Efter en lidt konventionel indledning rykker vi tættere på krigen. Arkivoptagelser bliver til widescreen, men også farvelagt, 3D-konverteret og udstyret med den reallyd, datidens krigsreportere ikke selv kunne optage.

Vi har set den miserable skyttegravskrig før, også realiseret med Hollywood-budget og anmassende bulder og brag, men den har sjældent føltes så nærværende som her.

Denne levendegørelse er filmens genistreg.

Dovenskab og drengestreger fylder lige så meget ved fronten som krudtrøg og maskingeværsalve. Én fyr fortæller, at hele delingen pissede i samme spand, satte den over døren og kaldte på deres officer. Man er næsten forbløffet over, at ingen ikke blev skudt ved lejlighed.

Lige så sjovt det er at høre om den frimodige del af soldaterlivet, lige så forfærdende er det at høre gamle mænd hulke over et medlidenhedsdrab, de begik i deres ungdom.

Senere fortæller en mand, at man kunne pisse på et tørklæde og holde det op for munden, hvis man havde mistet sin gasmaske. Men da tyskerne kastede giftgas over skyttegraven, gik han et skridt videre og stak hele hovedet ned i latrinegraven.

Stemmerne navngives aldrig, og selv om anonymiseringen af oplevelserne giver en samlet stemme til den tabte generation, mangler man til tider en hovedperson at støtte sig til. Men det skæmmer ikke filmen som et fascinerende og lettilgængeligt vidnesbyrd om de menneskelige omkostninger ved halsløs storpolitik.

”Jeg ville ikke have været oplevelsen foruden,” lyder det fra de for længst afdøde soldater. ”Det var dér, jeg blev en mand.”

Jackson skildrer soldaterlivet i alle dets aspekter: som grusom martrelse og som det eventyr, der i første omgang lokkede drengene til at melde sig til tjeneste. Stemmerne dirrer af de patriotiske krigsveteraner, der fik drenge med dun på kinderne til at lyve sig ældre, fordi de ville nå ud til fronten, inden det hele var ovre.

Da en fyr fortæller rekrutteringsofficeren, at han kun er seksten, får han et råd: ”Gå lige uden for døren og hold fødselsdag – og kom så ind igen som syttenårig!”

De gamle optagelser viser drengene, som de var: Stolte, skræmte soldater, der krymper sig ved den hvislende lyd af faldende mortergranater. Overstadige fjollehoveder, der dasker til hinanden og laver ansigter for kameraet. ”Look lads,” siger en nyoptaget stemme, der passer perfekt på de hundrede år gamle billeder, ”we’re in the pictures!”

They Shall Not Grow Old er forfærdende, men den fanger også den sjældne skønhed ved fronten, som når de engelske soldater sidder i græsset en lysegrøn sommerdag og spiller musik, mens de venter på nye ordrer.