Thor 4: Love and Thunder

”Nu skal jeg fortælle dig historien om rumvikingen Thor,” gjalder en fortællerstemme i starten af Thor 4: Love and Thunder.

Spædet op med god humor på bekostning af superheltegenrens konventioner og hurtig klipning kommer derefter et kort og underholdende referat om den nordiske gud, der blev bandlyst i gudernes verden og tvunget til at leve som superhelt blandt menneskene.

Skulle nogen blandt publikum ikke have set de første tre Thor-film i Marvels serie, kan de således nemt følge med i den nye.

Da den mystiske skurk Gorr bortfører alle børnene i Ny Asgård, genforener Thor gamle venner – heriblandt ekskæresten Jane – så de nok engang kan redde dagen.

Bortførelsen viser sig blot at være lokkemad. Godt hjulpet af et sværd, der kan dræbe de højere væsner, har Gorr sat sig for at udrydde alle guder.

Også filmens hovedperson.

Imidlertid er der hjerter i brand mellem ekskæresterne Thor (Chris Hemsworth) og Jane (Natalie Portman). Hun har taget ejerskab over tordengudens trofaste hammer – deraf filmens undertitel.

Plakatens 80’er-inspirerede skrift matcher lydsporet med blandt andet Guns N’ Roses’ Sweet Child o’ Mine. Ligeledes minder Chris Hemsworths nærmest overjordiske kropsbygning om en ung Arnold Schwarzenegger eller tegnefilmhelten He-Man.

De nostalgiske islæt i superheltekomedien går hånd i hånd med Marvel-universets mest surrealistiske afkrog.

Med lynets hast rejser hovedpersonerne på tværs af den neonoplyste, computeranimerede verden, hvor fysiske kulisser bevidst ikke er redigeret for at passe ind i baggrunden.

Der er noget charmerende over filmens fejlbarlighed og selvironi, som kan være befriende oven på selvhøjtidelige superheltefilm som The Batman.

Undervejs forveksles Dr. Jane Fosters navn med både Jane Fonda og Jodie Foster, og det er tåkrummende sjovt, når hun skjuler sin terminale sygdom ved smilende at lade, som om hun bare har fortalt en upassende kræft-vittighed.

Instruktør Taika Waititi slipper afsted med at gøre grin med de mest tabubelagte emner, ligesom han lykkedes med i Anden Verdenskrigs-komedien Jojo Rabbit.

En ugenkendelig Christian Bale leverer filmens bedste præstation som skurken Gorr, der med sit slangelignende, blege ansigt minder om Ralph Fiennes’ Voldemort fra Harry Potter-filmene.

Blændet af had til guderne, der forsømte hans folk og lod hans datter dø, helliger Gorr livet til at være deres bøddel. Figurens desperation lyser ud af skuespillerens øjne, og harmen dirrer i hans bævrende stemme.

Imens overskygges Tessa Thompsons store talent af, at hun i rollen som Valkyrie konstant kaster sultne blikke efter andre kvinder. At den lesbiske kvindes seksuelle lyst minder om en liderlig mands skal vel forestille at være sjovt.

Det kunne tolkes som en stikpille til en binær kønsrolleopfattelse, men filmens er lidt for afslappet i tilgangen til vittigheder på bekostning af homoseksuelle.

I en farceagtig scene vimser gudernes sexfikserede konge Zeus (Russell Crowe) rundt med sin lårkorte toga, der ligner et skørt, når han forsigtigt løfter op i det. I samme scene beglos en afklædt Thor beglos længselsfuldt af sin måbende kammerat Korg.

Siden 2008 har en viral video med en skrigende ged underholdt seere verden over. Skriget har optrådt i alt fra en parodi over Taylor Swifts Trouble og Adam Sandler-filmen Hubie Halloween, indtil munterheden falmede. Optagelsen står nu tilbage som et mediehistorisk fortidslevn.

Det fremstår derfor som et pinligt forsøg på at være ung med de unge, når Thors nye geder skriger på samme måde.

Taika Waititi er unægteligt sjov, og han bragte skarp humor ind i filmserien med forgængeren Thor: Ragnarok fra 2017. Men hans ironiske tilgang til superheltegenren forfalder for ofte til platkomik.