Thor: Ragnarok

De første par Thor-film var gabende kedelige.

Nordisk mytologi omsat til amerikansk blockbuster blev til en storladen omgang sci-fi med forloren Shakespeare-dialog, en højdramatisk familiefejde og forglemmelige dommedagstrusler.

Det råder tredje film i serien bod på med charmerende selvironi og et naivistisk glimt i øjet.

I første scene hænger tordenguden og dingler for enden af en lang metalkæde, mens et gruopvækkende flammemonster forklarer ham sin onde plan om at lægge Asgård øde. Og så afbryder Thor. Kæden får ham til at dreje rundt om sig selv, så han nu har ryggen vendt mod skurken.

”Lige et øjeblik …”

Da de igen er ansigt til ansigt, begynder skurken igen: ”Jeg er asernes banemand! Jeg skal …”

”Undskyld, nu sker det igen. Ja, den gør det helt af sig selv …”

Sådan bliver seriens selvhøjtidelighed behændigt piftet. Det er så simpelt, og det er så dejligt dumt. Fejden mellem Thor, hans lumske adoptivbror Loke og deres alvidende far Odin får en skæv drejning i tredje kapitel.

Loke har nemlig forklædt sig som deres far, mens han har læsset den virkelige alfader af på et plejehjem i New York!

Da Thor opdager det, tager han lillebror ved kraven, og så besøger de farmand – lige tids nok til at se patriarken udånde med en sidste profeti på læben. De har en søster, viser det sig. Dødens gudinde Hel. Og hun vil forårsage ragnarok.

Cate Blanchett er hånende overlegen i fuldt goth-kostume som den dødsfikserede storesøster, der prompte kaster sine brødre fra sig ud i verdensrummet.

Manuskriptet, der er krediteret til tre af Marvels faste forfattere, rammer alle superheltefilmens beats. En ny trussel viser sig i første akt, helten forbereder sig på opgøret i anden og vender stærkt tilbage i tredje.

Strukturen er fasttømret, men Marvel har haft held med at lade hver ny instruktør give filmene et markant særpræg.

Det er i den grad også tilfældet her.

Instruktøren Taika Waititi er hvervet fra en karriere som banebrydende indie-komiker i hjemlandet New Zealand, hvor han har stået bag de pragtfulde barndomsfilm Boy og Hunt for the Wilderpeople og den geniale vampyrkomedie What We Do in the Shadows.

Han har en herligt underdrejet sans for humor, der er tør som bare pokker, men mere naivistisk oprigtig end ironisk affejende.

Waititi optræder selv i filmen som en fange i en gladiator-arena, hvor en vildfaren Thor bliver tvunget til at kæmpe for sin frihed. ”Han blev buret inde, fordi han forsøgte at starte en revolution,” forklarer instruktøren med klingende kiwi-accent, ”men fik kun trykt pamfletter nok til sin mor og hendes irriterende kæreste.”

Thor: Ragnarok er simpelthen det tætteste på en regulær komedie, vi har set i en mainstream superheltefilm. Den springer fra den ene vittighed til den næste og leverer årets med garanti sjoveste cameo-rolle.

Thor er ikke en brødebetynget frelser, men et elskeligt fjog, og Chris Hemsworth har formidabel komisk timing i hovedrollen. Men han bliver slået på ren excentrisk karisma af Jeff Goldblum som den ekstravagante spilmester og enehersker på gladiatorplaneten Sakaar.

Det er særligt her, at filmen virkelig sprudler. Sakaar er spraglet og farverig, en vidunderlig eksplosion af krukket sci-fi-kreativitet. Gladiatorkampene er langt over gennemsnittet for actionscener, hvad angår tempo, overskuelighed og opfindsomhed.

Hist og her leverer fotograf Javier Aguirresarobe endda så fuldkomment bjergtagende pulp fantasy-billeder, at de ville få genrens mesterillustrator Frank Frazetta til at fælde en tåre.

Men Sakaar er også en verden så overgearet og stor, at filmen føles meget mindre, når handlingen vender tilbage til Hel. Cate Blanchett er altid god, men rollen er for firskåren til hende, og det endelige opgør føles mere som en sur pligt end en tilfredsstillende konklusion.

Alligevel føles Thor: Ragnarok efter første gennemsyn som om den har underholdningsværdi til adskillige gensyn. Det er ikke til at kimse ad.