Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er irsk-britiske Martin McDonaghs tredje spillefilm. Og sikke en film!

Ved første overfladiske øjekast kan man få det indtryk, at Martin McDonagh er endnu en instruktør i en alt for lang række af Tarantino-efterlignere.

Hans to første film er båret af kyniske og morsomme replikker, filosofiske forbrydere og masser af skydevåben. I In Bruges leger to deprimerede lejemordere turister i den belgiske by Brügge, mens de venter på ordrer fra chefen. I Seven Psychopaths kidnapper et par Hollywood-småsvindlere en voldelig gangsters lille hund med blodige konsekvenser.

Det er to genrebevidste stiløvelser. Men McDonagh tilføjer dem sin helt egen, unikke tone. Han har et fantastisk øre for sjove replikker og en Tarantino’sk glæde ved brutal vold. Men samtidig har hans film en melankolsk, pessimistisk humanisme, som er en sjældenhed i denne type genrefilm.

I Three Billboards Outside Ebbing, Missouri toner han op for humanismen og ned for genreøvelserne. Filmen er mere Coen-brødrene end Tarantino – et indtryk, der kun understøttes af Frances McDormands fine præstation i hovedrollen. Den er et stykke lilleby-americana om sårede og ødelagte mennesker på jagt efter mening og værdighed.

Titlens tre reklameskilte er det, der sætter handlingen i gang.

De står på et øde stykke landevej vej uden for den lille by Ebbing i Missouri og har ikke været i brug i årtier. En dag tropper den fraskilte mor Mildred Hayes (Frances McDormand) op på byens reklamebureau og betaler for at bruge skiltene. Op kommer tre tekster, som med meterhøje bogstaver anklager byens politichef for at have siddet på hænderne, efter at Mildreds datter blev brutalt voldtaget og myrdet:

”Raped while dying” – ”And still no arrests?” – ”How come, Chief Willoughby?”

Skiltene sætter byen på den anden ende. Ikke mindst politistationen, hvor både politichef Bill Willoughby (Woody Harrelson) og betjenten Jason Dixon (Sam Rockwell) kommer i skudlinjen.

Hvis man skulle beklage sig over en mangel på interessante filmroller til modne kvinder, er Frances McDormands Mildred en fremragende undtagelse. Det havde været nemt at lave et melodrama eller en offerhistorie: fraskilt mor sørger over det brutale drab på sin unge datter. Men Mildred har galvaniseret sin sorg med brutal ærlighed og retningsløs hævntørst.

Det er ikke nødvendigvis de rette, Mildred langer ud efter – hun langer bare ud, og hun gør det med eftertryk.

Hun hænger politiet ud, hun ydmyger sin søns skolekammerater og vil ikke anerkende hans sorg, hun mobber sin eksmand og hans teenage-kæreste, og hun lægger ikke skjul på sin foragt for byens dværg (Peter Dinklage) der gerne vil i bukserne på hende.

Selv byens tandlæge kommer under skrap behandling i en scene, der hører hjemme i klassikerne blandt tandlæger-på-film-scener.

Og når man så lige føler sig sikkert hjemme i en tone af usentimental sort humor, tilsætter McDonagh øjeblikke af nøgne følelser og pludselig varme – der føles som små eksplosioner. På et splitsekund forvandles scener fra kynisk humor til dybt gribende drama.

Dette er bogstaveligt talt en film, hvor man griner det ene øjeblik og kæmper med klumpen i halsen det næste.

McDonagh lader konstant vores sympatier glide.

Mildred er i sorg, men hun er også en strid kælling. Sam Rockwells betjent Dixon er en smådum klodrian, fordrukken, voldelig og åbenlyst racist, men McDonagh ser også hans værdighed og grundlæggende ordentlighed. Politichef Willoughby ligner prototypen på en småkorrupt landsby-sherif, men er faktisk et godt menneske, der bærer på sin egen sorg.

Det er originalt, uforudsigeligt og bevægende. Der skulle åbenbart en irsk-britisk humorist til at lave en af årets mest gribende amerikanske film.