Three Identical Strangers

Da nittenårige Robert Shafran starter på en ny skole i 1980, kender alle ham i forvejen. Fyrene klapper ham på skulderen, pigerne falder ham om halsen, og alle siger det samme: ”Velkommen tilbage, Eddy!” 

Han har en tvillingebror, viser det sig, og inden længe har aviserne fået færten af historien. Og en af dem, der læser med, ligner dem også på en prik. 

Det er en usædvanligt god historie, som Tim Wardle er snublet over, og den bliver kun mere surrealistisk, jo dybere instruktøren graver. Læs så lidt som muligt om Three Identical Strangers – det gælder også resten af denne anmeldelse! – for der er så mange twists undervejs, at man ser filmen med åben mund og polypper. 

Tænk, en dag at møde sin egen dobbeltgænger – og tænk at møde to af dem! 

Den totalt basale fascination bærer filmens første halvdel, hvor trillingerne uventet bliver kendisser i 80’ernes løsslupne New York. De stirrer lykkelige i utallige avisartikler, det samme ansigt tredoblet, med uterligt krølhår og et lykkeligt, fjoget smil. 

”De var mere som kloner end brødre,” lyder det fra en af de journalister, der først dækkede sagen, og det ser man tydeligt. En pige fortæller, at hun ikke var helt sikker på, hvem af dem hun datede. En af dem udgav sig for at være sin bror for at få sin blindtarm fjernet. Broren var nemlig forsikret, det var han ikke! 

Imens melder andre spørgsmål melder sig på banen. 

Robert, Eddy og David blev bortadopteret af deres teenagemor, men hvorfor fik deres adoptivforældre ikke at vide, at de var trillinger? Og der er rigeligt med alarmklokker i deres opvækst. Hver af dem har en to år ældre søster fra det samme adoptionsbureau. De voksede op som henholdsvis arbejderklasse, middelklasse og overklasse. Og da de var børn, kom der jævnligt mænd i jakkesæt for at tale med dem for at samle informationer til det lægelige eksperiment, de uvidende var en del af. 

De mange sammenfald viser sig ikke at være helt så tilfældige som først antaget. Historien tager en dunkel drejning over i offentlige hemmeligheder og bælgmørk etik, der er en konspirations-thriller – eller ligefrem et afsnit af X-Files – værdig. 

Hvad der virker surrealistisk ved første øjekast, gøres hovedrystende troværdigt, jo dybere dokumentaren graver. Og efterhånden går instruktør Tim Wardle samme ærinde som de skyggefulde efterforskere, der adskilte drengene: Han laver et tvillingestudie. 

Er vi et produkt af arv eller miljø? 

Alle drengene gik til brydning, de ryger de samme cigaretter, drømmer om de samme kvinder, de går, står, taler og tænker ens – på mange punkter. Men ikke alle, og forskellene mellem dem udforskes på overrumplende vis, når historien bugter og drejer sig, så man når at blive rundtosset inden rulleteksterne. 

Det er en pirrende omgang, og superprof iscenesat med alt godt fra dokumentaristens værktøjskasse: udførlige interviews, velvalgt arkivmateriale, utallige rekonstruktioner. 

Uden at gøre meget væsen af sig forstærker Paul Saundersons melankolske musik historiens vendepunkter, og det samme gør fotograf Tim Craggs ustadige rå billeder. 

På alle måder er Three Identical Strangers en velskabt graverfortælling. Den bejler til vores sensationslyst og stikker til vores samvittighed med spørgsmålet: Hvad er forsvarligt? Hvor langt kan man tillade sig at gå for at skaffe ny viden? 

Der er en klar parallel i dens vidensformidling til en anden Cph:Dox-aktuel film, Pernille Rose Grønkjærs Hunting for Hedonia, der også omhandler videnskabelig etik dengang og i dag. 50’erne og 60’erne var en anden tid, får vi at vide igen og igen. Dengang kunne læger slippe afsted med at behandle patienter som mere eller mindre samarbejdsvillige laboratorierotter. 

Det er ved at følge konsekvenserne af den arbejdsmetode, at Tim Wardle skaber en vedkommende historie. Filmens etiske diskussion er betagende, men det er brødrenes beretning om deres utrolige livs op- og nedture, man tager med sig.