Tidsrejsen: afsnit 1-3

Historien lægger forførende ud med glimt fra en science fiction-fremtid, hvor Søren Pilmark i steampunket tøj sender en fyr tilbage i tiden. Det minder umiddelbart om Terminator, men indsat i en nutidig, nuttet og dansk kontekst.

Årets julekalender fra DR er nemlig en lækkerbisken. Visuelt rammer den de helt rigtige tangenter – Dragørs karakteristiske små, gule huse er ekstra postkortværdige, når de er dækket af sne og oplyst af julekæder. De charmerende stuer har koøjerunde vinduer og krea-rum fyldt med dansk design i alt fra Wegners Bamsestol til Kronjydens Relief-krus.

Teenageren Sofie – spillet fornemt af Ekko Shortlist-kendingen Bebiane Ivalo Kreutzmann (Daimi m.fl.) – er en rigtig sej, smuk og nørdet opfinder-type. Hun bygger robotter til lillebroren Birk og tager sig godt af ham, især set i lyset af at deres forældre har gennemgået en nylig skilsmisse.

De teknik-følsomme fingre har Sofie arvet af farfaren Alfred (Lars Knutzon), hvis værksted er en rigtig Georg Gearløs-hule med dimsedutter og dingenoter i hver en krog. I kalendergave giver han Sofie en gyro, et fængslende kugleformet og lysende apparat, der – hvis den fungerer – kan manipulere med tid og rum. En potentiel tidsmaskine.

Det er ikke svært at regne ud, at den nye dreng i Sofies klasse, Dixie med den skarpt afblegede frisure, kommer fra fremtiden. Men hvad han skal her, og hvorfor han er så interesseret i Sofie, afsløres – selvfølgelig – ikke i de tre første afsnit, som denne anmeldelse er baseret på.

Målgruppen taget i betragtning er det befriende, at serien ikke taler ned til seerne. De teknik-tunge emner er godt forklaret, men ikke overpædagogisk.

Det skal nok tilskrives instruktøren Kaspar Munk, der har sparket dansk ungdomsfilm godt og grundigt ud af en mangeårig dvale med de hudløst ærlige You & Me Forever og Hold om mig.

Her fortsætter han sin karakteristiske, håndholdte billedstil. Og det klæder universet, der – trods juletemaet – ikke bliver for julehjerte-rødt og barnligt, som julekalendere kan forfalde til.

Dermed lægger serien sig i forlængelse af nogle af DR’s nyere, mere alvorlige julekalendere som Pagten, der dog var så uhyggelig, at nogle forældre klagede over, at deres børn fik mareridt. Så vidt kommer det nok ikke i Tidsrejsen, selvom den med sit skilsmisse-tema ikke er for de allermindste, nisseglade seere.

Sofie har en samtale med sin farfar, hvor han fortæller om stjerner og fascineres af det faktum, at strålerne fra stjernerne er mange lysår væk – og måske eksisterer de stjerner, vi kigger på, slet ikke mere. Det er en poetisk måde at reflektere over tid på.

Julen er hjerternes tid, og de tre første afsnit handler meget om kærlighed – Sofie prøver nemlig med al mulig snilde at få forældrene sammen igen. I samme ånd leveres tanker om tro i en reflekteret dialog mellem Sofie og farfar.

”Der findes to måder at leve livet på. Den ene er at tro, at ingenting er et mirakel, og den anden er at tro, at alting er et mirakel,” siger farfar Alfred.

”Vi er videnskabsmænd, farfar – vi tror ikke på mirakler,” er den små-kyniske Sofies svar.

”Jeg gør” – og i det svar gemmer sig nok nøglen til Tidsrejsens julefokus.