Til kamp mod spekulanterne

Den udgave af konservatismen, der sommetider kaldes socialkonservatisme, er en særegen borgerlighed.

Den har i udtalt grad øje for socialt udsatte, fordi en ægte samfundsmæssig sammenhængskraft er det centrale i ideologien. Socialkonservative ønsker et samfund, der samler og beskytter alle.

Det meget specifikke politiske ståsted har også et andet navn: Frederiksberg-konservatisme. Og netop den politiske forståelse bliver en slags hovedperson i Christoffer Dreyers vellykkede dokumentar Til kamp mod spekulanterne.

Dreyer har i adskillige dokumentarer givet den lille mand en stemme.

En forening i modvind handler om en dansk-nordkoreansk venskabsforening. Den sidste tid skildrer et ældre ægtepar fra Ribe, der frygter, at verden vil gå under. Serien Lys i mørke udfolder historien om en byfornyelse, der kikser.

I alle Dreyers film og serier er han på de smås side. Eller er han?

Til kamp mod spekulanterne viser, hvordan boligspekulanterne fra det amerikanske firma Blackstone opkøber Den Sønderjyske Landsby, der ligger tæt på K.B. Hallen på Frederiksberg. Opkøbet sker med henblik på lynrenovering og siden en klækkelig huslejestigning.

Men Dreyer er denne gang ikke helt ensidigt på de smås side. For de små kan åbenbart også blive grådige.

Boligformanden Søren, som sammen med sine medbeboere har demonstreret med skilte foran rådhuset mod Blackstone, finder i bedste Anders And-stil et gammelt skøde fra 1932. Skødet skulle angiveligt give beboerne en forkøbsret til alle de 308 lejligheder for bare 2,8 millioner kroner – i alt.

Omregnet er det 16.000 per lejlighed.

Pludselig står de hårdt prøvede mennesker, der bor i Den Sønderjyske Landsby, til at blive millionærer. Et par år efter købet vil deres bolig kunne omsættes for to-tre millioner per styk.

Så de fattige lugter pludselig penge. Og så går de i flæsket på de rige. Deres advokat er tankevækkende nok den, der tjener mest på sagen.

Den energiske boligformand Søren er kun én af de mange elskelige figurer i filmen.

Vi følger også det ældre ægtepar, der igen og igen kommer gående mod deres pæne, konservativt indrettede lejelejlighed med lækkerier fra den ærke-frederiksbergske institution Slagter Lund. Vi kigger indenfor hos førtidspensionisten, der har helt andre værdier end penge i form af en brændende interesse for kunst.

Da en ældre mand dør af presset, bæver publikums underlæber.

I baggrunden skildres et lag i befolkningen, som slet ikke ligner klichéen om Frederiksbergborgere. Der er et overtatoveret muskelbundt. Trætte småbørnsfamilier fra lavere sociale lag. Ubemidlede ældre, syge, psykisk syge.

Det er arbejderklasse. Underklasse.

Og netop de grupperinger er nøglen til filmens drama. For det er med instruktørens egne ord en David mod Goliat-historie.

I hvert fald indtil det eventyrlige skøde dukker op. For så er det pludselig en Robin Hood-historie, men hvor Robin vil beholde alle pengene selv.

Vinder de sagen? Sker miraklet? Man sidder på det yderste af stolen.

De konservative byrådsmedlemmer på Frederiksberg slipper ikke heldigt fra deres medvirken. Husker man de kedelige boligsager, der kostede Frederiksbergs Konservative magten, bliver det ikke bedre.

Den tidligere borgmester Simon Aggesen tjente elleve millioner kroner på bolighandler. De var ikke ulovlige, men ikke desto mindre så uskønne, at han til sidst røg ud til højre.

Filmen skildrer varmt og rørende en lille oase af socialt fællesskab og næstekærligt naboskab i hovedstadsområdet.

På nogle punkter er den en smule uforløst. Journalistisk er den helt store bet, at Blackstone ikke medvirker. Og dramatisk kunne filmen nok have vundet ved, at den konservative misere blev foldet mere ud.

Det sande drama er nemlig, om Frederiksberg-konservatismen overhovedet eksisterer mere. For passer de borgerlige lige så godt på de udsatte, som der har været tradition for? Eller handler alt i vore dage om kolde kontanter?

Det kan de konservative ude på Frederiksberg jo spekulere lidt over.