Tilfældets gaver – en film om Jørgen Leth

Selve essensen i digter, cykelkommentator og ikke mindst instruktør Jørgen Leths kunstneriske liv blev afsløret i 2009. Her skrev Leth, at tilfældet ”sommetider ved bedre, end jeg selv, hvad jeg har brug for”.

Det var i bogen Tilfældets gaver: Tekster om at leve.

Kigger man tilbage på det lange kunstneriske virke, er det da også lige netop tilfældet, der har været definerende for i dag 82-årige Jørgen Leth.

Han rejser ud og lader situationerne være guide på turen.

Derfor gør debuterende instruktør, Kasper Bech Dyg, klogt i at tage udgangspunkt i netop tilfældet i Tilfældets gaver – en film om Jørgen Leth. En uhyre nænsom film, der dog undervejs kommer til at ligne noget, som snarere burde optræde i undervisningssammenhæng end på Cph:Dox.

Dokumentarenstarter ved begyndelsen og slutter i dag. Jørgen Leth sidder og fortæller lige ind i kameraet. Det mikses undervejs med arkivbilleder og klip fra et udvalg af instruktørens 46 film.

Er det tilfældets musik, vi sidder og overværer? Får Leth bare frie tøjler?

Det føles mere som 78 minutters fortællinger fra lænestolen end personlig dokumentarpoesi. Men det tilgiver man gerne, når det er Jørgen Leth, som fortæller.

Tilfældets gaver bør i den henseende nærmere ses med ørerne. Jørgen Leths anekdoter og analyser af film som Det perfekte menneske, Motion Picture, En forårsdag i helvede, Det gode og det onde, 66 scener fra Amerika, De fem benspænd og Det erotiske menneske er nemlig ofte både stimulerende og underholdende.

Vi hører, hvordan han forskyder tekst og billeder i sine værker, fordi han vil sige noget oplagt, der alligevel skal kunne forstyrre. Vi hører, hvordan han følte, at sport fortjente en kunstnerisk behandling, og derfor skabte han sine store cykelfilm. Og vi hører tilmed, hvordan tilfældet altid er dominerende for ham, da man ikke kan bestemme over virkeligheden.

Samtidig sparer Jørgen Leth ikke på superlativerne. Heller ikke om sig selv.

”Det var en stil, der blev opfundet,” siger han eksempelvis om sin eksperimenterende spillefilm Det gode og det onde. Det virker til, at han har samme stærke følelser for en hel del af sine andre værker – især de antropologiske.

Filmmanden bliver aldrig modsagt. Det her er en hyldest, en slags filmhistorisk sortie for åben skærm.

Man kunne nu med fordel have spurgt ind til eksempelvis hans store fascination for den polske antropolog Bronislaw Malinowski, som hyldes i Notater om kærligheden og også nævnes i slutningen af Tilfældets gaver.

Havde Kasper Bech Dyg turdet stikke kniven ind, var filmen blevet mere end en hyldest. Så havde den været mere end en udmærket overfladebehandling.

Tilfældets gaver søger ind i den Leth’ske metodik. Men det er hans egne refleksioner, der stråler over den slaviske gennemgang, som han naturligvis nægter at lade sig styre af.

Og man gribes af, hvor knivskarpt Jørgen Leth genfortæller sit livsværk. Da han taler om Det perfekte menneske fra 1968, siger han, at selv det mest banale er interessant, hvis det ses i en ramme.

Her udstikker Jørgen Leth reelt sin filmiske poetik.

Hans film handler om at lade tilfældet råde, om ikke at være bange for noget – især ikke det banale. Herfra må han så afgrænse det hele og få sat de viltre indfald i ramme.

Det ser vi i den klare indramning fyldt med tilfældigheder, som et cykelløb er i En forårsdag i helvede. Men også i den nye I Walk, hvor Leth rejser ud i junglen og tydeligt afgrænser et område for at vise, at det viltre sagtens kan indrammes.

Det er på det afgrænsede område, livet kan forstås, men det leves bedst i skyggen af skinnende tilfældigheder.