Timbuktu

Selvom Timbuktu foregår i 2012, da militante jihadister besatte titlens malinesiske by, kunne den ikke være mere aktuel set i lyset af Isis’ greb om Mellemøsten netop nu.

Instruktøren Abderrahmane Sissako, som blev født i Mauretanien, men voksede op i Mali, udstiller fundamentalismens absurditet og grusomhed gennem en broget menneskeflok, som oplever den på egen krop. Men han gør det med en overraskende varme og humoristisk sans. Sjældent er et tema så barskt blevet skildret så morsomt og med så overvældende menneskelighed og empati – ikke bare for ofrene i det brutale regime, men også for deres undertrykkere, som i Sissakos optik er forvirrede sjæle. De ved ikke, hvad de gør.

På sin vis spiller landskabet en hovedrolle i filmen med den spillevende farvevrimmel på de udstrakte vidder og byens pulserende, musikalske mylder. Af menneskene bruger filmen mest tid i selskab med den flegmatiske gede- og kvæghyrde Kidane (Ibrahim Ahmed) og hans viljestærke kone Satima (Toulou Kiki).

På en lille gård uden for Timbuktu bor de med deres tolvårige datter Toya (Layla Walet Mohamed) og deres forældreløse plejebarn Issan (Mehdi A.G. Mohamed). Her i den landlige og tilbagelænede idyl kan Kidane spille sin musik, mens børnene passer dyrene, og Satima passer arnen.

Men freden brydes, da jihadister ruller ind i jeeps bevæbnet med Kalasjnikov’er og megafoner. De sidstnævnte apparater bruges til at informere befolkningen om sharia-lovens nye regler: Forbud mod høj musik, fodbold og samkvem med nogen af det modsatte køn, som ikke er familie, brøles der. Og kvinder må kun bære sharia-godkendt beklædning.

Rystet, men ikke knægtet, knurrer lokalbefolkningen i krogene. Nogle gør deres bedste for at overholde spillereglerne, mens andre ikke lader sig kue. I den ene ende af spektret finder en kvindelig fiskehandler sig i det absurde påbud om at bære handsker hele dagen. Men et andet sted i byen spadserer et flamboyant damemenneske gennem gaderne iført sine sædvanlige pyntegenstande med en kæledyrshane i snor. Hun nidstirrer soldaterne med en kom-an-hvis-du-tør-attitude, der kunne stoppe et tog.

Den lokale imam holder sig til en gylden middelvej. I moskeen quizzer han soldaterne i teologi og Allahs nåde, men hans spørgsmål bliver mødt med tavshed – mændene følger bare ordrer.

Konfrontationen mellem de belejrede og deres besættere kræver snart de første ofre, og Sissako skruer langsomt, men nådesløst op for grusomheden. Et kærestepar dækkes til med jord op til halsen og bliver derpå stenet. Inspirationen til filmen kom fra en tilsvarende, men alt for virkelig begivenhed.

Og som forventet finder grusomhederne til sidst også vej til Kidane og Satima.

Filmen indeholder en af årets mest rørende scener, som med rette er blevet sammenlignet med et lignende optrin i 12 Years a
Slave – dog rammer forfærdelsen endnu hårdere her, da en sangerinde tager imod 40 piskeslag som straf for at synge.

Andre instruktører ville måske have malket historien for mere patos, men Sissako holder igen hele vejen til slut. Befolkningen bliver aldrig opdelt i syndere og offerlam, men forbliver blot mennesker. Det er denne respektindgydende selvkontrol, der gør Timbuktu til en fremragende filmisk bedrift.

I mange scener placerer instruktøren kameraet bemærkelsesværdigt langt fra handlingen, måske for at indfange så meget af landskabet som muligt, måske for at fremmane selve Allahs synspunkt. Ingen af os kan vide, hvad guddommen – hvis en sådan findes – ville mene om alt dette. Men intet menneske kan se denne svidende, elegante film uden at blive bevæget.