Time Trial

Cykling er en sport fuld af kontraster.

Det er lange dage, sommetider ugevis, af umenneskelig lidelse i de smukkeste og mest storslåede omgivelser. 

Det er en sport spækket med heltenes imponerende præstationer og tabernes skuffelser. Det er had til det sisyfoske slid og alligevel ubetinget kærlighed til sporten, historien og mytologien. 

Time Trial er dokumentaristen Finlay Pretsells portræt af den skotske cykelrytter David Millar, og det indkapsler netop sportens mange kontraster i en lille, men interessant film. Time Trial, der også er den engelske term for cykeldisciplinen enkelstart, lykkes især med to greb. 

For det første har Pretsell fået en unik adgang til livet som professionel cykelrytter. Filmen følger cykelrytteren David Millars sidste sæson som professionel i 2014, og vi er simpelthen både med, når rytterne sidder i feltet i de store løb, ligger på massagebriksen, befinder sig i holdbilen, ved middagsbordet og på hotelværelset efter etaperne. 

Vi kender de typiske billeder fra Tour de France, når feltet kører gennem gule solsikkemarker eller snegler sig op ad et bjerg, og den slags billeder indeholder Time Trial mange af. Det er ikke her, at filmen tager point hjem. 

Det gør den til gengæld, fordi Pretsell har placeret en mikrofon og et kamera på David Millars cykel, så vi både kan være med helt inde i midten af feltet og høre, hvad rytterne småsnakker om undervejs. Det skaber en ny form for intimitet og indlevelse, som filmen lukrerer på. 

For det andet spiller Pretsell på mange filmiske virkemidler, der forstærker nærheden og formidler følelsen af fart, lidelse og hårdt arbejde på indbydende filmisk vis. 

Allerede i nogle af filmens første billeder fornemmer vi stilen, da et kamera følger lige efter Millar på en hæsblæsende enkeltstart. Musikken er inciterende og omgivelserne en anelse forvrænget af den høje fart, men Millar er i fokus, så vi kan følge hans sammensmeltning med cyklen i én tempomaskine. 

Det er elektromusikeren Dan Deacon, der har stået for filmens æggende, mekaniske og til tider ekstatiske musik, der underbygger fortællingen om cykelrytteren godt. 

Og da David Millar undervejs styrter i et stort løb, krakelerer og udkrystalliserer billedet sig selvfølgelig også i psykedeliske farver og former, mens lyden kratter – som et filmisk cykelstyrt. 

Trods det ekspressive filmsprog er der alligevel en melankolsk ro over Time Trial, der formentlig skyldes fortællingens natur. 

Filmen beretter om David Millars kamp for at nå den ultimative afslutning på karrieren: en udtagelse til hans trettende Tour de France. Men Time Trial er også en slags forfaldsfortælling. Millar kæmper med motivationen og lider i løbene. Hans 38-årige krop kan ikke længere følge med hovedets ambitioner, så ofte er snakken på hotelværelset efter løbene præget af afmagt. 

”Vi træner for at lide,” lyder et af de småfilosofiske bud på en cykelrytters liv fra Millar. ”Jeg elsker at smadre mig selv,” er et andet. 

Time Trial er klart i familie med Daniel Denciks Moon Rider (udgivet på Ekko-dvd #26) og Jørgen Leths cykelfilm, især En forårsdag i helvede. Men hvor Leth er romantiker og dyrker sportens mytologi, nærer David Millar ingen illusioner om cykling, og det smitter af på filmen. Den skotske rytter er mere nøgtern og afmålt i sin kærlighed til sporten. 

”Jeg forstår ikke dem, der elsker at cykle i bjerge. Jeg føler mig ikke fri i bjergene, men fanget,” som han fortæller om cykelsportens store tinder.

I dele af filmen mister Time Trial sit fokus på Millar og bliver noget løs og uklar. Her kommer den mere til at minde om en flad, døsig transportetape end en spændstig enkeltstart. 

Og så kommer man nok ikke uden om, at Time Trial mest er for et publikum, der holder af cykelsport i forvejen. Store dele af filmen er en interessant, men langsommelig og grundig dvælen ved cykelrytterlivet.