Tin Star – sæson 2

Anden sæson af krimi- og thriller-serien Tin Star står i familiens navn. 

De første par afsnit lægger i hvert fald ud med et fatalt familiedrama, hvor samtlige dramaturgiske barduner er strammet maksimalt op. 

Grundstemningen er desperat, men alligevel er Tin Star svær at sætte i bås. Det sidste var en af attraktionerne i første sæson, men har undervejs også vist sig at være en hæmsko, fordi udtrykket bliver for ubestemmeligt. 

Det er især valget af musik, karakterernes til tider spøjse opførsel og scenernes rappe stemningsskift, der ikke altid forvaltes lige yndefuldt. 

Og så leger første afsnit åbenlyst og flere gange med mere eller mindre motiverede referencer til The Shining. Det karakteristisk mønstrede gulvtæppe i en barscene er ikke til at tage fejl af. Et overbliksbillede af en snehvid skov ligner labyrinten, som Jack Nicholson farer vild i mod slutningen af Stanley Kubricks klassiker. Endelig er der en overflyvning over et bjerghotel med et soundtrack, der lyder bekendt. 

Med lidt god vilje kan man se et slægtskab mellem den dysfunktionelle, isolerede familien Torrance i The Shining og Jims problematiske familieforhold i Tin Star. Men dér stopper lighederne så også. 

Den nye sæson af Rowan Joffes serie starter præcis, hvor den forrige slap: I den canadiske vildmark. 

Den lokale sherif i lillebyen Little Big Bear – brovtent spillet af Tim Roth – er netop blevet skudt af sin datter Anna (Abigail Lawrie) i et familiært opgør på et snedækket bjerglandskab. 

Første sæson oprullede en krimigåde, hvor Jim forsøgte at opklare mordet på sin søn – et mord, som Annas nye kæreste viser sig at have begået. Da Jim hævnede sig og dræbte sin søns morder og nye svigersøn, gav Anna straks igen af samme skuffe – dog uden tilsvarende held. 

I starten af anden sæson deler familien sig, da Anna flygter, og Jims kone Angela (Genevieve O’Reilly) vælger at forlade sin hårdt sårede mand i vildmarken. Herefter går de første to afsnit med, at familien skal finde hinanden på ny – bogstaveligt og i mere metaforisk forstand. 

Man skal med andre ord have første sæson af Tin Star frisk i erindring for at kunne følge med. 

Parallelt følger vi også Elizabeth Bradshaw (Christina Hendricks), der er direktør for det store olieselskab, som også spillede en rolle i den tidligere mordgåde. 

Miljøet i udkants-Canada er velskildret og integreres godt som en del af plottet. På den måde er Rowan Joffes serie i familie med den fremragende Wind River fra 2017, hvor den lokale og oprindelige befolkning også spiller en vigtig rolle. 

Det kan dog ikke ændre på, at starten af Tin Stars anden sæson starter for rodet. Det ville klæde serien at holde lidt igen, tro på sig selv og dossere dramaet frem for at skrue alt op på elleve med det samme. 

Familieelementet har hele tiden fyldt i serien, og man fornemmer, at Rowan Joffe gerne vil udfolde et Shakespeare’sk familiedrama af dimensioner, men indtil videre er det overfladisk som en blodig sæbeopera. 

Men serien kan bestemt nå at komme på rette spor igen.