To Leslie

”En af de mest chokerende nomineringer i Oscar-uddelingens historie.”

Sådan skrev Los Angeles Times om Andrea Riseboroughs pludselige overhaling af bookmaker-favoritter som Margot Robbie, Olivia Colman og Emma Thompson i dette års nedtælling til den prestigiøse filmfest, hvor Riseborough sensationelt blev en af fem nominerede for bedste kvindelige hovedrolle.

Det er synd for skuespilleren, at der efterfølgende (kortvarigt) blev sået tvivl om lødigheden af PR-kampagnen. For det er hende, der næsten egenhændigt løfter et lillebitte, sympatisk drama fra den texanske rendesten og giver filmen et synligt liv, men også dens emne opmærksomhed verden rundt.

Filmen hedder To Leslie og handler om en midaldrende kvinde, der er forsumpet i alkoholisme, selv om hun faktisk stod med billetten til et bedre liv i hånden.

Helt bogstaveligt. En lottericheck på 190.000 dollars og lokal berømmelse var hendes. Nu er pengene soldet bort, båndene til hendes voksne søn og forældrene er tyndslidte, og af nød vender hun tilbage til barndomsbyens bebrejdende blikke.

Leslie er en drømmerolle for enhver skuespiller. Der er aggression, snøvlen, selvmedlidenhed over bardisken, udmattelse, momentvis eufori og selvforglemmelse, tømmermænd på gravens rand.

Engelske Andrea Riseborough er i fokus i hver en scene i filmen, og hun formår på magisk vis at undgå det overspil, rollen inviterer til.

Med amerikansk sydstatsaccent og en attitude, der er Laura Dern op ad dage, skaber hun en fuldt troværdig overlever. Leslie er synligt formet af sit miljø: tynd som en billardkø, ustyrlig som en rodeohest, skamløs som en texansk tøjte. Men hun har talegaver, og på gode aftener kan hun stadig få de flotte fyre til at kigge to gange.

Melankolske countrysange som Lonesome Heart og Going Down flyder tykt fra jukebokse og sætter tonen for den konflikt, som er den mest interessante i filmen. Leslie har skamferet den drøm om rigdom, alle de andre stamgæster går rundt med.

De hader hende for det. Nu drikker hun tilmed af deres ølglas og sover rusen ud, hvor der nu lige er en vandret flade at ligge på.

Et nedslidt motel bliver Leslies nye hjem, da forpagteren Sweeney (Marc Maron) af ren og skær medlidenhed giver hende et job og en tillid, hun heller ikke forstår at forvalte.

Den debuterende instruktør Michael Morris har afsnit af tv-serien Better Call Saul på cv’et. Han tegner et troværdigt lokalmiljø befolket af bartendere, rengøringskoner og rednecks. Morris kan både personinstruere og formidle en brandert, så man kan mærke den i svælget.

Men han kan desværre ikke fjerne det umiskendeligt hollywoodske touch, der er over manuskriptet.

At bygge en film op om erkendelsen af, at man ikke kan løbe fra sit bagland, og at en nitte i livets lotteri måske bare er en nitte, selv om den glitrer for en stund, rimer simpelthen ikke på den tro på transformation og viljekraft, der gennemsyrer filmens anden halvdel.

Ej heller på den forløsning, som hylder den amerikanske drøm én gang til, bare i slumromantisk forklædning. Måske ser vi her begyndelsen på en ny æstetisk genre: diner porn.

Filmen fejler der, hvor Chloé Zhaos Oscar-vindende Nomadland om rundrejsende løsarbejdere lykkes. Zhao ser og anerkender outsiderne på deres præmisser. Frihed og lidelse går hånd i hånd.

I To Leslie bliver anerkendelsen udvendig, selv om den postulerer at gå helt tæt på. For vi ved hele tiden godt, hvad det ”rigtige” liv er.

Andrea Riseborough får næppe nogen Oscar, der nok går til Michelle Yeoh for Everything Everywhere All at Once, men hun har allerede sejret. For hun har med sin sejlende, uforfængelige, stridbare Leslie fået en middelgod film til at fremstå elskelig.