Togulykken på Storebælt

Kamilla starter på sit nye job som jurist den 3. januar 2019.

På tv er der konstante opdateringer om en togulykke på Storebæltsbroen dagen før med otte dræbte og seksten tilskadekomne.

Midt i mødet med sin nye chef bryder hun sammen. Mere end et døgn efter ulykken går det endelig gået op for hende.

Hun sad selv i toget, da det skete!

Vi er mange, der stadig tøver en ekstra gang, når vores DSB-billetter henviser til forreste togvogn. Det er nemlig kun to år siden, et lyntog blev ramt af dele fra en modkørende godsvogn i nærheden af Nyborg, og otte mennesker i frontvognen døde.

I Michelle Francati og Lone Leegaards korte dokumentarfilm foldes en række personlige oplevelser af hændelsen ud via rekonstruktioner og interviews med både pårørende og overlevende.

At være meget afhængig af rekonstruktioner er altid risikabelt. Især i dokumentarer med så tragisk et indhold kan det virke smagløst at genopføre ulykken med statister og effekter.

Rekonstruktionerne i Togulykken på Storebælt henfalder dog aldrig til udnyttelse. De er nøgterne og præcise genskabelser af de medvirkendes fortællinger helt ned til mindste replik og bevægelse.

Men det kan være svært at regne, hvad de egentlig skal bruges til.

Det stærkeste i dokumentaren er de overlevendes egne fortællinger. Her bliver det tydeligt, hvor forskelligt folk reagerede i situationen. Simon går straks i gang med førstehjælp, Peter prøver at regne ud, hvad der er sket, og Kamilla bliver så lamslået, at hun slet og ret fortrænger, hvad hun har oplevet.

Især Kamillas historie er fængslende, fordi hun i modsætning til de andre reagerer irrationelt og uventet. Ingen af os kan vide, hvordan vi ville opføre os i en sådan situation, men det gør Kamilla, Peter og Simon.

Det er menneskeligt og fascinerende, men her hjælper rekonstruktionerne ikke. Frem for at lade fortællingerne tale for sig selv bliver de fremført af skuespillere og filmmagere, som ganske vidst forsøger at rekreere en virkelig oplevelse, men uundgåeligt kommer til at skabe en ny.

For lige meget hvor præcis, en rekonstruktion er, vil den næsten altid have karakter af fiktion. Og i dette tilfælde distraherer det væsentligt mere, end det hjælper.

DR-dokumentaren Angrebet – Omars vej til Krudttønden gør også brug af rekonstruktioner, men de er mere afdæmpede og supplerende.

Togulykken på Storebælt er de mere dramatiserede. Når personen, der agerer Simon, skal smalltalke med sin kollega på vej ind i toget, er det tydeligvis ikke den rigtige Simon. Det skaber en unødvendig kløft imellem virkeligheden og fiktionen på skærmen.

Samtidig er det svært at blive klog på, hvad Togulykken på Storebælt vil sige os.

Ligesom havarikommissionen, der ikke tiltaler nogen, ønsker dokumentaren ikke pege fingre af godtogsfirmaet DB Cargo, hvis sættevognstrailer ikke var låst ordentligt og sandsynligvis udløste ulykken.

Som Mikkel, der mistede sin mor i ulykken, siger: ”At finde et ansigt at være vred på, betyder ikke, at der ikke har været en ulykke.” En interessant pointe, men hvorfor kommenterer de overlevende aldrig dette aspekt af historien?

Det virker i det hele taget ikke, som om dokumentaren vil have os til at lære noget særligt af ulykken.

Når det kommer til stykket, handler det om at fortælle det enkelte menneskes oplevelse af tragedien. Sympatisk, men desværre støjer visualiseringerne, så man bliver revet ud af de ellers rørende beretninger.