Tolkien

J.R.R. Tolkien var en visionær forfatter, der har skabt moderne fantasy.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt af Tolkiens kulturelle arv – eller bare hans liv – man mærker i dette langsommelige a-til-b-portræt, der dovent sætter flueben og ender som en dramatisk strandvasker.

Tolkien trasker på stier, der er trådt til mudder af Goodbye Christopher Robin og Finding Neverland, som finder kimen til en elsket forfatters inspiration i hans unge år.

Et nært venskab med tre andre kunstnerisk anlagte skoledrenge i Birmingham bliver kørt i stilling som fundamentet for et fremtidigt fellowship. Og helvedesgravene i Somme under Første Verdenskrig blev ifølge filmen den direkte inspiration for de episke slag, Tolkien senere digtede om.

Men i sin iver efter at forklare ignorerer filmen alt, der ikke let kan oversættes til litterær inspiration. Resultatet er en hullet historie, som efter dårlig modtagelse i udlandet må nøjes med særvisninger i danske biografer den 31. juli..

Da vi første gang møder den unge John Ronald Reuel Tolkien, lever han i distingveret fattigdom med sin mor og lillebror, der hjælpes af en knarvorn, katolsk præst. Faren er død, men vi får aldrig at vide hvordan, ligesom manuskriptet ikke ulejliger sig med at forklare, hvorfor denne lille familie ikke har kontakt til en større familie.

Deres sørgelige lod bliver forværret, da de tvinges til at flytte fra landidyl til et smogindhyllet rækkehus i et slumkvarter i industribyen Birmingham. Fru Tolkien holder sine børns humør højt og fodrer deres intellektuelle nysgerrighed ved at fortælle dem medrivende historier.

Men hun har bedre mod end helbred, og inden længe dør også hun.

Tolkien og hans bror er pludselig totalt afhængige af modvillig hjælp fra en ældre velgører, som lader drengene bo på sit skimmelramte pensionat, men stejler ved tanken om at skulle sende dem i byens bedste skole. Efter et sammenstød med en anden dreng under et spil rugby finder Tolkien både venskab og en førsteklasses uddannelse, der skærper hans fascination af fremmede, eksotiske sprog.

Alt dette er klippet sammen med mareridtsvisioner af skyttegravskrig, hvor Tolkien i febervildelse forlader sin post for at søge febrilsk i ingenmandsland efter sin gamle skolekammerat.

Tolkien er den første engelsksprogede film af finske Dome Karukoski, og den er langt mere sober og forsigtig end hans festivalhit Tom of Finland. Begge gør brug af teknikken at vise de livsøjeblikke, der skal blive til kreative byggesten.

Men i hans tidligere film finder man en simrende fornemmelse af mulig fare i historien om en homoseksuel mand i et land, hvor homoseksualitet er forbudt, som er fraværende i Tolkiens livlige diskussioner med sine skolekammerater over te og kage.

For de unge skuespillere, der spiller Tolkien og hans venner som teenagere, strækker de livlige diskussioner i øvrigt også deres skuespiltalent til bristepunktet.

Filmen gør så stort et postyr ud af at identificere forfatterens formative oplevelser, at forholdet mellem den unge Tolkien og Edith Bratt – en anden forældreløs, der bliver hans muse – kommer som en tiltrængt befrielse.

Der er endelig en gnist mellem Lily Collins og Nicholas Hoult (som dog begge er så tæt på 30, at de ikke helt overbeviser som frimodige teenagere), der liver op.

En scene, hvor de morer sig med at kaste sukkerknalder på andre cafégæsters bredskyggede hatte, er herlig, ikke mindst fordi den faktisk fandt sted. Den står i kontrast til mange kunstige påfund – som den unge forfatters sammenbrud i Somme – der får filmen til at virke unaturlig.

Det er tydeligvis en skabelonskåren biopic, der forventer, at publikum vil falde i svime, fordi de elsker Ringenes herre. Vis, at de tager fejl!