Tom at the Farm

Xavier Dolan er kun lige akkurat fyldt 25 år forleden. Denne himmelstræbende canadiske instruktør og filmaltmuligmand, der på fem år har præsteret fire vægtige filmværker, kulminerende med den aktuelle Tom at the Farm, som tegner en overrumplende udvikling fra den opslugende, dybt fascinerende filmiske bersærkergang med Laurence Anyways.

Den balstyriske Dolan bekender sig i Tom at the Farm til den cool, formfuldendte thriller. En ung mand, Tom, banker en dag på hos en gammel kvinde langt ude i den canadiske provins. Kvinden er mor til Guillaume, der netop er død og skal begraves. Guillaume var Toms kæreste, men moren ved intet om sønnens homoseksualitet. 

Det gør Guillaumes storebror Francis derimod, og han tvinger Tom til at holde på sin hemmelighed og fremelske løgnen om, at Guillaume havde en pigekæreste inde i Montréal.

Tom at the Farm er en thriller. Og så alligevel ikke. Her er nemlig ingen kriminalitet, og stemningen er blot betændt uheldssvanger. Francis, der indbegrebet af en hunky redneck-landmand, ligner en bombe, som er ved at implodere af indestængte hormoner. 

Tom, der spilles af Xavier Dolan selv, ser mere og mere forslået og misbrugt ud, jo længere han bliver holdt som en slags gidsel i sin afdøde kærestes barndomshjem, en boksebold for en sociopatisk surrogatstorebror.

Hvad er der på spil? Hvorfor rejser han ikke bare? Er hans tiltrækning af Francis fatal? Er Francis omvendt tiltrukket af ham? Hvad døde Guillaume egentlig af i den store by? Og hvad med drengen, som Francis slog til plukfisk for mange år siden?

Spørgsmålene tårner sig op. Det kan man ikke sige om svarene. Men det er Dolans styrke, at man aldrig holder op med at gætte, hvilke orkanstyrker der gemmer sig i disse ordknappe skæbner.

Det er et uattraktivt udkants-Canada, Tom har fundet frem til. Det regner altid, rumler af torden i det fjerne, altid underbelyst og overskyet. Der er sjældent mobilforbindelse i de kæmpemæssige kornmarker, altid et faresignal i denne genre. 

Der er mere end én hilsen til Hitchcocks Psycho, ikke mindst i Francis’ uhjælpelige moderbinding, men Dolan guider os rundt i hele moradset af uforløst seksualitet og en stadig leg med seksuelle identiteter. 

Scenerne, hvor Tom – for at bibeholde illusionen om, at Guillaume levede et heteroliv i Montréal – genfortæller den imaginære pigekærestes seksuelt temmelig grafiske historie, er faktisk dem, hvor Tom mest ærligt beretter om sig selv. Sig selv og alle sine egne feticher projicerer han over i ”Sarah”.

Dolan arbejder med tætte, intime billedbeskæringer, der understreger sammentrængtheden, klaustrofobien i de store vidder. Han dynamiserer stoffet ved at klippe flydende og sømløst, og alt i Tom at the Farm bærer vidne om, hvor avanceret en filmskaber 25-årige Dolan er blevet. 

Orson Welles var 25, da han brændte op i begge ender med mesterværket Citizen Kane, og Dolan er ikke mindre ambitiøs. Hans film bliver udtaget til de vigtigste filmfestivaler, og hver af dem har været himmelstormende, respektløse og bandsatte udsagn: J’ai tué ma mère, Les amours imaginaires, Laurence Anyways og nu denne. 

Tom at the Farm er en stor produktion, og ét navn dukker op igen og igen, når man ser slutteksterne glide ned ad lærredet, nemlig Dolans eget. Han instruerer, spiller den altdominerende hovedrolle, producerer, har tegnet kostumer med mere. 

Der er intet, han ikke selv har fingrene nede i, og man kan bare håbe, at han formår at rationalisere mere med sine kræfter og vælge sine kampe med større omhu end Orson Welles.

Ikke at Dolan er hjulpet ved, at man sammenligner ham med nogen i filmens kongerække, for han kan helt selv.

I øvrigt, apropos undertekster: Sørg for at se filmen helt færdig, også underteksterne. For Tom holder aldrig op med at overraske.