Tom & Jerry

Hvem har ikke glade minder om makkerparret Tom & Jerry?

Katten og musen har siden 1940 huseret med falde på halen-komik i et overraskende voldeligt univers, hvor alt kan lade sig gøre.

Nu er de to yndlingsfjender tilbage i en film, som er blottet for den charme, der ellers er karakteristisk for deres animerede verden.

Det skyldes ikke mindst, at de i Tom & Jerry er blevet vandbærere i en historie, som ellers bærer deres navn. De animerede figurer er blevet placeret i en verden befolket af ægte mennesker, hvor dyrene er animerede.

Vanen tro kan hverken katten eller musen tale, men de interagerer i en vis forstand med mennesker, som de godt kan forstå. Alle andre dyr kan af uvisse årsager snakke på livet løs, og filmen lægger fra land med en flok rappende duer, der sætter scenen med New Yorks smukke skyline som ramme for fortællingen.

Her forsøger katten Tom at slå igennem som musiker ved at spille klaver i Central Park, mens den opportunistiske mus Jerry leder efter et sted at bo.

En indledende joke om, hvorvidt man mon må bruge ordene ”mouse house” – et kaldenavn for producenten Warner Bros.’ konkurrent Disney – indgyder håb om, at filmen med begavet humor løfter sig over glide-i-bananer-niveauet.

Det starter også godt.

Som en anden Stevie Wonder står Tom og spiller klaver iklædt solbriller foran et større publikum, der er meget imponeret over, at en blind kat kan finde tangenterne. Men da han bliver forstyrret af Jerry, som prøver at involvere sig i plattenslageriet, bliver Toms trick afsløret.

”Hey, han er en helt almindelig kat, der kan spille klaver,” siger en af tilhørerne og peger ganske morsomt på det grundlæggende fjollede udgangspunkt.

På den måde fanger Tom & Jerry også, at de to titelfigurer dybest set er et par knap så sympatiske banditter, der ligesom de fleste mennesker vil gøre det meste for egen vindings skyld.

Derfor er det temmelig ironisk, at filmen først falder til jorden, da en flok rigtige og lige så egoistiske, men langt mindre interessante mennesker gør deres entré i filmen.

Chloë Grace Moretz spiller småsvindleren Kayla, der snyder sig til et job på et fint hotel. Her skal der være et bryllup for et kendispar, men da Tom & Jerry gør deres ankomst, går forberedelserne i hårdknude.

Det lykkes Kayla at hverve Tom til at fange Jerry, og så er der ellers lagt op til ballade med de to rivaler.

Skuespillernes mimik er skruet helt i vejret, som om de var animationsfigurer. Det øger kun fornemmelsen af, at filmen ville have fungeret bedre, hvis den havde holdt sig til hovedpersonerne i et kort format frem for at tilføje mennesker og halvanden times spilletid.

Undervejs er der talrige eksempler på den visuelle komik, som makkerparret har udøvet siden undfangelsen for over 80 år siden. Animationen er flot, når Tom får banket sit hoved helt ind i kroppen og bliver nødt til at hive det tilbage på plads.

Men det er karakteristisk for filmen, at den vægter det hektiske bulder og brag over mindre scener, hvor man kan fornemme detaljerne. Mod afslutningen, hvor det store bryllup skal stå med deltagelse af både elefanter og flyvende droner, ender kaosset i en animeret tornado.

Det må siges at være den billige løsning, og der kunne man godt have forventet mere fra et kæmpestudie med et millionstort budget.

Tom & Jerry er som en film af Warner Bros. blandt ofrene for den nuværende kamp mellem danske biografer og amerikanske filmstudier, der vil skære ned på biografernes eksklusive vindue og få filmene hurtigt på streamingtjenester.

Derfor bliver animationsfilmen vist i meget få danske biografer, selv om den forventeligt ville kunne trække familier med både voksne og børn ind i biografmørket.

Men rent faktisk er man bedre tjent med at blive hjemme og se de klassiske tegnefilm på fjernsynet.