Tomb Raider

Som så mange andre 90’er-børn har jeg har gode minder fra dagene, hvor jeg sad og spillede Tomb Raider 2.

Helten Lara Croft var en storbarmet arkæolog iklædt hotpants og en tanktop. Hun søgte skjulte skatte og myrdede lejesoldater, tigere og t-rex’er.

Siden har meget ændret sig.

Spil bliver ikke længere kun markedsført til tolvårige drenge, og Lara Croft fik i 2013 en ordentlig makeover i spil-rebootet Tomb Raider. Tanktoppen har hun stadig, men proportionerne er mere tilforladelige, og de to Heckler & Koch-pistoler er skiftet ud med bue og pil.

Det er dette spil, som filmatiseringen tager udgangspunkt i.

Lara Croft er en ung kvinde, hvis far på mystisk vis er forsvundet syv år forinden. I sin søgen efter ham kommer hun til en afsidesliggende ø midt i Stillehavet, hvor faren mente, at liget af den ældgamle, japanske dronning Himiko befandt sig. Skulle de forkerte få fat på liget, ville de ifølge legenden kunne hærge og regere over menneskeheden.

Efter at have lidt skibsbrud på den mytiske ø støder Lara hovedkulds ind i den lokale militærleder Mathias Vogel (Walton Goggins), og det bliver et ræs mellem Lara og hans stærkt bevæbnede soldater om at finde det sagnomspundne lig.

De første to Tomb Raider-filmatiseringer med Angelina Jolie i hovedrollen havde en absurd b-filmkvalitet over sig og var solid tømmermænds-underholdning.

Den nye Tomb Raider hæver niveauet markant.

Angelina Jolie er skiftet ud med den dygtige, svenske skuespiller, Alicia Vikander. Med sine store markante dådyrøjne, imponerende maskulinitet og lille kropsbygning er hun perfekt castet i rollen.

Hun giver den hele armen i et parkourcykelræs gennem Londons gader, ligesom hun som en anden Tom Cruise flygter gennem sammenstyrtede templer og tætte skovbunde.

Både i spilform og på det store lærred er det svært tilfredsstillende at se Lara Croft gå i kødet på lejesoldater bevæbnet med bue og pil.

Mange af action-scenerne er taget direkte fra spillet. Navnlig en sekvens, hvor Lara går fra asken til ilden, da hun flygter fra Vogels mænd. Under kraftig beskydning skvatter hun ned i en ravine, et tæt på at ryge ud over et vandfald og reddes kun af at finde en hullet faldskærm, som hun tager med på flyveturen gennem skovens trækroner på vej ned i sikkerhed.

I andre afdelinger færdes filmen knap så stærkt.

For at skabe et emotionelt bånd mellem Lara og hendes far, Richard (Dominic West), viser filmen flashbacks, hvor han varmt omfavner og kysser sin datter farvel. De har et fingerkys, som de altid hilser hinanden med.

Det er velsagtens datter-far-udgaven af at spille bold med sønnike.

Skurken Mathias Vogel arbejder for et mystisk syndikat kaldet Trinity. Syndikatet er også fra spiludgaven, men virker som et bizart element i filmen. I spillet er der nødt til at være en større organisation, der kan fodre spilleren med hundrede, hvis ikke tusindvis, af navnløse soldater, som skal brændes, stikkes, skydes og druknes.

I filmen kæmper Lara kun mod en håndfuld mænd.

På den anden side betyder det mindre dødstal også, at Lara Crofts rejse fra trodsig bypige til iskold elitekriger er så meget desto mere empatisk.

Tomb Raider er et af de få eksempler på en filmatisering af et spil, der viser respekt for kildematerialet, men samtidig ikke er bange for at lave ændringer, så det passer til filmmediet. Det er i sig selv imponerende.