Tordenskjold & Kold

”Det er den brandsjofleste film, der endnu er budt det danske filmpublikum – en grov film, en drastisk film,” skrev datidens kritikerorakel Frederik Schyberg med en vis fryd om den første danske Tordenskjold-film, intrigekomedien Tordenskjold går i land fra 1942.

Skulle han anmelde Henrik Ruben Genz’ nye film om søhelten, kunne det let blive en karakteristik i samme dur, for Tordenskjold vækker den slumrende libertiner i danske filminstruktører.

Mens det ligger uden for produktionsmidlernes rækkevidde at rekonstruere nationalheltens bedrifter på havet, er der frit slag, når det gælder hans erotiske udfoldelser som nordisk Casanova og ihærdig kvindebedårer.

I den gamle George Schnéevoigt-film er der nu mest tale om galante eventyr sammenlignet med den grovere dyrkelse af kødets lyster, som den nye Tordenskjold-film både moraliserer og morer sig over. Meget af filmens synsvinkel er lagt over på kammertjeneren Kold, som i sandhed ser koldt på sin herres og bedste vens aldrig tilfredsstillede liderlighed.

Med kvinder i hobetal udfylder Tordenskjold det tomrum, der opstår, da han efter endt heltegerning i år 1720 ikke længere kan fyre kanonen af på havet, men må nøjes med at gøre det i sengen, for nu at bruge en terminologi, filmen selv ynder.

Freden efter Den Store Nordiske Krig er den fejrede krigers største, psykiske fjende. Og minsandten om den sagesløse søhelt ikke også i starten udsættes for en anakronistisk psykiater, der finder frem til, at svigtende moderkærlighed kan være oprindelsen til al den hor.

På vej mod Hannover for at møde en åndeligt beslægtet hustrukandidat tiljubles Tordenskjold som en ren rockstjerne af en betaget kvinde, men bliver også udfordret af misundelige mænd, besejrede fjender, ligesom han til stadighed misbilliges af kammertjener Kold, der har et skarpt blik for det selvødelæggende og selvspejlende i vennens erotiske grovæderi.

Desværre er det ikke kun hovedpersonerne, der har sex på hjernen. Det gælder også nordmanden Erlend Loes manuskript, der ofte fladtrykker sine pointer i bastante, revyplatte replikker, som fuldstændigt lader hånt om historisk korrekthed.

Anakronismen er konsekvent gennemført, og derfor ikke i sig selv kritisabel. Men det hindrer ikke, at de fleste scener skæres meget bogstaveligt ud. Man savner den raffinerede ironi og underfundighed, der prægede Henrik Ruben Genz’ film, da han hentede sine historier fra Erling Jepsens forfatterskab (Frygtelig lykkelig og Undskyld jeg forstyrrer).

Resultatet er, at filmen kan minde om et påskeæg med en velsmagende skal, men en ordinær kerne.

For Genz har lagt sin anselige dygtighed i produktionen (optaget i Tjekkiet), så tidsbilledet fremtræder veloplagt detaljemættet og med visuel styrke og glans i de stearinlysvarme billeder. Samarbejdet med den virtuose fotograf Jørgen Johansson giver forførende resultater, og som billedfortælling er den tæt og dynamisk klippede film (Kasper Leick) en ren øjenlyst.

Også skuespillerne får noget nær det maksimale ud af et andenrangs manuskript.

Jakob Oftebros Tordenskjold samler en del sympati trods bravaderne, og en underspillet Martin Buch yder med sit melankolsk-resignerede blik filmens bedste præstation som Kold. Som svensk adelsmand har Björn Kjellman en sjov scene, hvor han under fire øjne prøver at vikle sig ud af en fatal duel med Tordenskjold. 

Denne duel gjorde angiveligt ende på Tordenskjolds liv, hvilket filmen drager i tvivl. I stedet leveres en alternativ tolkning.

Hvorfor skulle Tordenskjold vælge at duellere med kårde, når han var og blev en mesterskytte? Nej, han døde ikke som en kriger, men som det, han var blevet: en rockstjerne. Med en falsk ære i behold. Filmens bedste pointe.