Total Trust

Stemningen til lille Tutus fødselsdagsfest bliver aldrig rigtigt festlig.

Ingen kan koncentrere sig om kage, for Tutus far, menneskerettighedsadvokaten Weiping Chan, sidder i fængsel. Her bliver han tortureret på de mest grufulde måder, og imens bliver resten af familien overvåget og chikaneret af staten.

Da Tutu næsten har spist færdig, flygter han ind på sit værelse. Han kan ikke holde stemningen ud til sin egen fest. Senere skriger han i afmagt af kameraerne, som staten har stillet op uden for deres hus:

”Jeg får dig til at kaste dig selv i floden!”

Jialing Zhangs dokumentar Total Trust er propfyldt med tragiske og dybt intime scener fra et liv i den kinesiske overvågningsstat.

I filmen følger vi to familier og en journalist, der alle er under konstant observation af den kinesiske stat, fordi de kæmper for menneskerettigheder.

For første gang ser vi indefra, hvordan ny teknologi som big data og kameraer med ansigtsgenkendelse har gjort statens kontrol over borgerne endnu mere uhyggeligt omfattende, end den var i forvejen.

Når de medvirkende lægger noget op på sociale medier, bliver det taget ned med det samme. Og hvis de bevæger sig et sted hen, som staten ikke ønsker, bliver deres negative corona-tests pludselig positive.

Instruktøren har selv været forhindret i at tage til Kina på grund af sin seneste film, One Child Nation, der handler om eftervirkningerne af etbarnspolitikken i Kina. Så i stedet har hun fjerninstrueret ved hjælp af krypterede beskeder, usporlige telefoner og en anonym co-producent.

På den måde kommer filmens lyssky optagelser til at virke som et spejlbillede af statens egen overvågning. Men hvor Zhangs linse er varm og empatisk, er statens hadefuld og meningsløs.

Et af de mest absurde eksempler på det menneskefjendske styre er det berygtede pointsystem, hvor borgere kan tjene og miste point ud fra deres bidrag til samfundet.

Vi får på surrealistisk-pædagogisk vis forklaret, hvordan pointene kan indløses til en gave fra staten i form af handsker eller spisepindeholdere. Men også hvordan pointene har indflydelse på karrieremulighederne, og hvilken skole ens børn må gå på.

Der er talrige måder at tjene point. Og endnu flere måder at miste dem. At gå over for rødt koster fem point. At holde et for ekstravagant bryllup koster tyve point. At demonstrere mod staten koster 30 point.

Men det mest uhyggelige er, hvor velvilligt store dele af befolkningen kaster sig over systemet, som om det var et nyt socialt medie eller et computerspil.

Med Sharp Eyes-projektet opfordres borgerne til selv at overvåge deres lokalområde ved hjælp af lettilgængelige overvågningsbilleder. På samtlige gader går frivillige i orange veste rundt og patruljerer for at tjene point.

I en af filmens mest uhyggelige scener skal parret Wang og Li til at følge deres søn i skole, da en fremmed kvinde dukker op i opgangen. Hun fortæller, at familien ikke må gå nogen steder, og at hun nok skal følge drengen i skole.

Wang og Li nægter, og snart er opgangen fyldt med fremmede mennesker, der forhindrer familien i at gå. De er borgere hyret af staten til at forhindre den tidligere fængslede Wang i at deltage i et menneskerettighedsarrangement.

I stedet må Wang og Li blive hjemme sammen med deres kat, som selvfølgelig hedder Freedom.

Man får et klart indtryk af en dybt paranoid stat med meget lidt interesse i befolkningens velvære. En befolkning, der spiller med på de mere og mere groteske regler.

Men man forstår dem godt.

For når man hører om den tortur, Wang og Weiping Chan er blevet udsat for, og ser det liv, som de andre medvirkende lever, er det nok de færreste af os, der ville turde gøre oprør.

Så hatten af for de modige folk foran kameraet, der risikerer deres liv for at vise os, hvor galt det kan gå, når ny teknologi falder i hænderne på et totalitært regime.