Tove

Zaida Bergroths biografiske drama Tove er smuk og blid, intens og nærværende, stærk og rørende.

Historien handler om den finske kunstner Tove Jansson (1914-2001), kvinden bag børnebøgerne om de melankolske Mumitrolde, som lever dybt inde i de mørke skove, fjernt fra Disney og Pixar.

Mumitroldenes liv handler ikke om romantik eller om at leve lykkeligt til sine dages ende. Deres livsfilosofi er snarere – ja, hvad er den egentlig?

Filmen begynder i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor den unge kunstner Tove (Alma Pöysti) har lært at male på klassisk vis. Det mener hendes far, kunstneren Viktor Jansson, er vejen frem.

Men Tove gør oprør mod farens forældede tankesæt og bliver en del af et ungt finsk kunstnermiljø med fri seksualitet og boheme-livsstil.

Tove indleder et forhold til den gifte journalist Atos, men bliver samtidig forført af Vivica, der også er gift og instruerer avantgarde-teater.

Historiens fokus er Toves tidlige år med en søgende seksualitet, kærlighed, konflikten mellem den klassiske kunst og de sorte tuschtegninger, der ligesom Tove selv er små og kejtede, indtil de begynder at tage form.

Atos lader sig skille for at fri til Tove, men hun er forelsket i den elegante femme fatale Vivica, der pendler mellem Helsinki og Paris.

Tove venter på hende i lufthavnen, og da Vivica ankommer med en fransk danserinde, bliver de begge inviteret til surprise-party i Toves lille lejlighed. Det seksuelle frisind er del af en fortælling, hvis røde tråd er Toves mod til at acceptere livets eventyr, uanset hvor de fører hen.

Tove satser på sine Mumitrolde, der begyndte som en kommerciel fiasko, men i dag er finsk litteratur på højde med Kalevala, landets nationalepos.

Finske Zaida Bergroth har tidligere lavet kortfilm og fire spillefilm, blandt andet dramaerne Den gode søn og Marias verden. I hendes erfarne hænder får Tove en intensitet og tænksom ro, der harmonerer med Mumitroldene, som efter sigende er baseret på Tove og hendes nærmeste.

Det er solidt filmhåndværk med intim fotografering af Linda Wassberg og ferm klipning af Samu Heikkilä. Men først og fremmest er Alma Pöysti en fornøjelse i den altdominerende hovedrolle som Tove, der er oprørsk og genert, legende og alvorlig. De mange facetter forenes i skuespil på højeste niveau.

Filmen starter med den unge Toves dans og slutter med autentiske optagelser af en dansende Tove på en ø i de finske søer.

Manuskriptet er skrevet af Eeva Putro og Jarno Elonen, der bruger det biografiske materiale til at stille store spørgsmål om kærligheden, kunstens rolle og meningen med det hele.

Hvor skal vi hen, og hvor ligger kærligheden? Hos Atos (Shanti Roney), der jubler, da Tove beder ham fri til sig? Eller hos Vivica (Krista Kosonen), som beder Tove have et åbent sind? Eller måske hos Mumitroldene og kunstnerkollegaen Tuulikki (Joanna Haartti), der venter tålmodigt i kulissen?

Roney, Kosonen og Haartti er alle fint castet som kærlighedens ansigter.

Mumitrolde-bøgerne er oversat til mere end 45 sprog og adapteret til teaterstykker og film. Siden 1990’erne er de blevet udliciteret af Toves arvinger til alt fra keramikkrus til temaparker, heraf to i Japan.

Men Tove Jansson var en multikunstner, der ud over børnebøger også skrev romaner, blandt andet den roste Sommerbogen fra 1972.

Tove viser et liv, hvis dyder er frisind og eksperimenter, leg og åbenhed. I livet er vi alle sårbare, hvilket ikke behøver blive til en tragedie om tabte muligheder. Det kan også betyde, at vi træffer de valg, der kan føre til et uforudsigeligt og skævt liv.

Melankoli er en del af livets eventyr, og Mumitroldenes filosofi – hvis der altså findes sådan en – bliver et sted formuleret af Mumifar: ”Livet er kort og trist. Lad os more os, mens vi kan.”