Tove i stykker

”Jeg er sat i verden for at skrive, ikke for at forplante mig,” skriger forfatteren af Barndommens gade,Tove Ditlevsen.

Det er midt i børneværelset i borgerligheden ude i idylliske Birkerød, hvor hendes sidste og fjerde mand, Victor Andreasen, har anbragt hende – fjernt fra storbyens bohemeliv med stoffer og sprut.

Men Tove Ditlevsen (1917-1976) digter og digter videre på tværs af trakasserier og tragedier.

Alt dette får den fremragende, delvis animerede dokumentarfilm og digterportræt Tove i stykker fortalt på mindre end 40 minutter.

Animationerne er for det meste knyttet til et båndet interview med den ældre Tove Ditlevsen, som tidstypisk for 70’erne nyder megen vin og mange smøger. Interviewet er båret af bramfri åbenhjertighed og en digter, der bliver bedt om at skrive sin egen nekrolog.

Indimellem skiftets der til et tv-interview fra mediets sort-hvide barndom, dengang forfatteren og den agtværdige sekretær for Det Danske Akademi, Karl Bjarnhof, kultiveret talte med tidens mest kendte danske forfattere.

Det er interessant retrospektivt at høre en yngre Tove Ditlevsen – datter af absolut arbejderklasse ude på Vesterbro – tale med højdansk diktion, som befinder sig et sted mellem Karen Blixen og Bodil Kjer.

Men – som filmen kommer ind på – blev hun i en alder af 22 år gift med den 30 år ældre, højborgerlige tidsskriftsredaktør Viggo F. Møller.

I de to år, ægteskabet holdt, var han en slags Professor Higgins for hendes indlemmelse i den finere del af det danske parnas. I det på flere måder animerede interview i 1974 er stemmen mere slagfærdigt nede i gadehøjde.

”Der var også børnelokkere i barndommens gade,” fortæller Tove Ditlevsen. Stemningen er lav, men behagelig, og der er en ganske begavet afslappethed i udspørgningen af digteren med de rødvinsblå tænder.

Vi får historierne om hendes mange mænd – om de fire ægtemænd samt det løse, tilfældige mænd på hendes vej. Vi får den fatale historie om, hvordan hun bedrog sin anden mand Ebbe Munk med Carl T. Ryberg. Men da hun havde glemt sit pessar, fik engangsknaldet følger.

Som læge udførte Carl en abort, der dengang i 40’erne var yderst forbudt. Men samtidig gjorde han hende til morfinist. Det opleves i filmen som en psykologisk farvet lykkefølelse på vej hjem i sporvognen.

At hun herefter blev så heftig en narkoman, som til sidst kun kunne finde en brugbar åre i foden, kommer filmen ikke ind på. Det gør ikke noget. Den når så meget andet og mere væsentligt i sit sprælske signalement af en kunstner splittet i sjæl og krop.

Hos Karl Bjarnhof får Tove lov at læse sit berømte digt om kvinden mellem to mænd, De evige tre, op med verbaliseret inderlighed. Selv syntes Tove, at digtet var blevet skamredet til poesibogslyrik. Og siden kom der andre og væsentligere digte.

Tove i stykker er hverken bare en mindeplade eller hyldest. Vi får vidnesbyrd om det voldsomme ægteskab med Victor Andreasen, som ville gøre hende til en fin dame – mere på de bonede gulve med diplomater end i digtoplæsningens café med billig vin.

Men Tove eksistentielt er ikke for fastholdere. Hun ryger ind og ud af psykiatriske afdelinger. Men hun bevarer selvironien, når hun som indlagt samtidig er Familiejournalens rådgivende brevkasseredaktør for normale menneskers hverdagsproblemer. Ikke alle hendes svar tåler gentagelse.

Døden er nu hendes nabo, enten en sort trekant op ad jorden eller manden med leen.

Det bliver fortalt som et kalejdoskop uden kronologi, en gunstig blanding af galgenhumor, gru og galskab med accent af det tragiske.

Birthe Neumann lægger stemme til, når vi ikke har Toves egen. Filmen slutter med hendes begravelse, hvor alt, hvad der kunne gå og kravle, var til stede. Bortset fra Det Danske Akademi og dets sekretær, der åbenbart fandt hende for folkelig.