Trækfugle

Mange film om blodfejder og narko-kapitalisme kan man kende på den koldblodige macho-råhed, som serien Narcos demonstrerer til fulde.

Det er en tilgang, som Trækfugle bløder op for.

Opfølgeren til Slangens favntag, også instrueret af Ciro Guerra, er en eftertænksom og rytmisk fortælling, der med visuel lyrik og strejf af magisk realisme udforsker det colombianske marihuana-boom i 1960’erne og 70’erne – og den medfølgende korrumpering af de indfødte Wayuu-stammer.

Filmen har måske en mere konventionel tilgang end Slangens favntag, der skilte sig ud med hallucinatoriske billeder. Men den har samme berusende sans for sted og kultur.

Fortællingen er inddelt i kapitler eller ”sange” – en henvisning til de messende slægtsoverleveringer, som Wayuu-folket fremsiger til vigtige begivenheder.

De spæde skridt ud i en bedragerisk industri kommer, da den forarmede Rapayet ikke er i stand til at betale den dyre medgift for at få datteren af en fremtrædende stammeleder, Zaida, til hustru.

Rapayets første narkosalg til en gruppe amerikanske fredskorpshippier er barnemad. Og det er nok til, at han kan købe de 30 geder, tyve køer, to halskæder og to pyntede muldyr, han mangler for at sikre sig den kvinde, han elsker – og den eftertragtede sociale status, der følger med hende.

Ægteskabet fuldbyrdes, selv om Zaidas mor Ursula har bange anelser. Carmiña Martínez bringer en tragisk værdighed til rollen som den respekterede kvinde, der står alene med sin advarsel mod de lette narkopenge. Sandsigersken bliver både stammens og filmens anker i en fremtid, der er akkurat så turbulent, som hun havde forudset.

Hendes søn Leonidas, der er opvokset i et sprængfarligt væksthus af fossende pengestrømme, bliver uterlig og hensynsløs, komplet uden respekt for de sociale love, der i generationer har sikret stammefreden.

Han er filmens mindst overbevisende karakter, men det er den afstumpede Leonidas, der skubber handlingen ud i en blodig tredje akt.

Filmen er genkendelig for enhver, der har set fortællinger om et forbryder-dynasti (The Godfather og den oversete The Forgiveness of Blood). Men filmens kommentar til konsekvensen af koloniseringen er fuldt ud lige så potent og hårdtslående som i Slangens favntag.

Samme fotograf, David Gallego, giver filmens enorme, udtørrede ørkenlandskaber et mytologisk præg, der understreger Wayuu-folkets usikre livsgrundlag. Mens musikken, der er inspireret af lokal folkemusik, rammer på formidabel vis historiens tematiske klangbund.

Det samme gør titlens symbolmættede fugle.

I Colombia regnes de for varsler om forandring, men ”fugl” er også et slangudtryk for de voldelige mænd, der drages af landets driftige narkoindustri. Og så refererer det til de vakkelvorne småfly, der flyver en stadig mere hyppig ekspresrute med euforiserende last til det indbringende amerikanske marked.

Hvad der virkelig får Trækfugle op at flyve, er skildringen af, hvordan en rivende pengestrøm forandrer et traditionelt samfund, der har sat ære over materielle goder.

I filmens begyndelse bliver perlehalskæder og husdyr udvekslet som rituelle værtsgaver, når klanerne holder møde. Et årti senere er ørkenhytterne med hængekøjer byttet ud med topsikrede betonfort, hårde og kolde hjem af marmor og pralende luksus. Og i stedet for geder som gave forærer Wayuu-lederne hinanden kasser med semiautomatiske geværer.

De nye gaver er mindst lige så betydningsfulde som de gamle. Det hævdvundne gamle system, med dets komplicerede sociale regler for diplomati, er blevet undergravet af grådighed og mistro.

En pistol kan meget hurtigt vendes mod personen, der forærede den i gave.