Biografanmeldelse
16. feb. 2019
Trækfugle
Fotografen David Gallego giver filmens udtørrede ørkenlandskaber et mytologisk præg, der understreger Wayuu-folkets usikre livsgrundlag. Foto | David Gallego

Trækfugle

Med et strejf af magisk realisme viser colombiansk drama, hvordan narkohandel undergraver et traditionelt stammesamfund med kapitalismens mistro og grådighed.

Af Wendy Ide

Mange film om blodfejder og narko-kapitalisme kan man kende på den koldblodige macho-råhed, som serien Narcos demonstrerer til fulde.

Det er en tilgang, som Trækfugle bløder op for.

Opfølgeren til Slangens favntag, også instrueret af Ciro Guerra, er en eftertænksom og rytmisk fortælling, der med visuel lyrik og strejf af magisk realisme udforsker det colombianske marihuana-boom i 1960’erne og 70’erne – og den medfølgende korrumpering af de indfødte Wayuu-stammer.

Filmen har måske en mere konventionel tilgang end Slangens favntag, der skilte sig ud med hallucinatoriske billeder. Men den har samme berusende sans for sted og kultur.

Fortællingen er inddelt i kapitler eller ”sange” – en henvisning til de messende slægtsoverleveringer, som Wayuu-folket fremsiger til vigtige begivenheder.

De spæde skridt ud i en bedragerisk industri kommer, da den forarmede Rapayet ikke er i stand til at betale den dyre medgift for at få datteren af en fremtrædende stammeleder, Zaida, til hustru.

Rapayets første narkosalg til en gruppe amerikanske fredskorpshippier er barnemad. Og det er nok til, at han kan købe de 30 geder, tyve køer, to halskæder og to pyntede muldyr, han mangler for at sikre sig den kvinde, han elsker – og den eftertragtede sociale status, der følger med hende.

Ægteskabet fuldbyrdes, selv om Zaidas mor Ursula har bange anelser. Carmiña Martínez bringer en tragisk værdighed til rollen som den respekterede kvinde, der står alene med sin advarsel mod de lette narkopenge. Sandsigersken bliver både stammens og filmens anker i en fremtid, der er akkurat så turbulent, som hun havde forudset.

Hendes søn Leonidas, der er opvokset i et sprængfarligt væksthus af fossende pengestrømme, bliver uterlig og hensynsløs, komplet uden respekt for de sociale love, der i generationer har sikret stammefreden.

Han er filmens mindst overbevisende karakter, men det er den afstumpede Leonidas, der skubber handlingen ud i en blodig tredje akt.

Filmen er genkendelig for enhver, der har set fortællinger om et forbryder-dynasti (The Godfather og den oversete The Forgiveness of Blood). Men filmens kommentar til konsekvensen af koloniseringen er fuldt ud lige så potent og hårdtslående som i Slangens favntag.

Samme fotograf, David Gallego, giver filmens enorme, udtørrede ørkenlandskaber et mytologisk præg, der understreger Wayuu-folkets usikre livsgrundlag. Mens musikken, der er inspireret af lokal folkemusik, rammer på formidabel vis historiens tematiske klangbund.

Det samme gør titlens symbolmættede fugle.

I Colombia regnes de for varsler om forandring, men ”fugl” er også et slangudtryk for de voldelige mænd, der drages af landets driftige narkoindustri. Og så refererer det til de vakkelvorne småfly, der flyver en stadig mere hyppig ekspresrute med euforiserende last til det indbringende amerikanske marked.

Hvad der virkelig får Trækfugle op at flyve, er skildringen af, hvordan en rivende pengestrøm forandrer et traditionelt samfund, der har sat ære over materielle goder.

I filmens begyndelse bliver perlehalskæder og husdyr udvekslet som rituelle værtsgaver, når klanerne holder møde. Et årti senere er ørkenhytterne med hængekøjer byttet ud med topsikrede betonfort, hårde og kolde hjem af marmor og pralende luksus. Og i stedet for geder som gave forærer Wayuu-lederne hinanden kasser med semiautomatiske geværer.

De nye gaver er mindst lige så betydningsfulde som de gamle. Det hævdvundne gamle system, med dets komplicerede sociale regler for diplomati, er blevet undergravet af grådighed og mistro.

En pistol kan meget hurtigt vendes mod personen, der forærede den i gave.

Titel:
Trækfugle

Originaltitel:
Párajos de verano

Land:
Colombia, Danmark, Mexico

År:
2018

Instruktør:
Cristina Gallego, Ciro Guerra

Manuskript:
Maria Camila Arias, Jacques Toulemonde Vidal

Medvirkende:
Carmiña Martínez, José Acosta, Natalia Reyes

Spilletid:
125 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
21. februar

Relevante artikler

Biografanmeldelse
17. maj 2016
Slangens favntag

Slangens favntag

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Biografanmeldelse
29. nov. 2023
Maestro

Maestro

Biografanmeldelse
26. okt. 2023
Reality

Reality

Biografanmeldelse
09. maj 2023
Tori og Lokita

Tori og Lokita

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!