Peninsula

”Hop ind, hvis du vil overleve!” kommer det selvsikkert fra teenagepigen bag rattet.

Vækker replikken genklang, er det ikke så underligt. I James Camerons to første film i Terminator-serien bliver en lignende variation sagt til hovedpersonen Sarah Connor.

”Kom med mig, hvis du vil overleve.”

I stedet for et østrigsk muskelbundt med solbriller er det nu en pige med de vildeste køreegenskaber, der tilbyder den tidligere soldat Jung-seok en livline. Rollerne er byttet om, men der er igen lagt op til et dommedags-actionbrag.

Jung-seok er tilbage på den koreanske halvø – titlen Peninsula betyder ”halvø” – hvor han har fået en opgave af skumle Hongkong-gangstere og skal finde en lastbil med tyve millioner dollars.

Byerne har ligget øde, siden horder af zombier fire år tidligere overtog gaderne, som vi så i instruktøren Yeon Sang-hos første live-actionspillefilm efter tre animationsfilm, Train to Busan.

Kampen for at overleve er nu omdannet til en skyld ved at have overlevet. Jung-seok mistede sin søster og nevø, da de skulle evakueres til Hongkong, og oplevelsen har efterladt ham og svogeren med et traume, der stadig hjemsøger dem.

Udsigten til at give det overlevende familiemedlem en ny start efter års ulykke får Jung-seok til at tage på mission. Foruden svogeren har han følgeskab af en tidligere taxachauffør og en ung gut, som kan et eller andet med elektronik.

Som det blev slået fast i forrige film, kan zombierne ikke se noget i mørke. Det meste af filmen foregår derfor i mørke. Rustne bilvrag og frodigt planteliv har overtaget Seoul-bydelen Incheons gader. Det eneste, som bevæger sig, er zombier og dem, som blev efterladt tilbage.

Det er blandt dem, at vi finder teenagepigen Joon, der sammen med sin lillesøster, mor og bedstefar forsøger at overleve i helvedet, indtil de kan slippe væk derfra.

De to piger færdes hjemmevant i gaderne, hvor de fræser rundt i en stor firehjulstrækker og smadrer zombier på stribe, som var det et bilspil, hvor man får point for hver zombie, man rammer.

En flok soldater med den sadistiske sergent Hwang og kujonen kaptajn Seo i spidsen har slået sig ned i ødelandet og skabt en fribytterkoloni, der giver associationer til Flugten fra New York og Mad Max.

For soldaterne er andre mennesker blot nogen, man plyndrer. Hvis man da ikke bruger dem i et underholdningsshow, hvor de bliver lukket ind i en arena og skal overleve 120 sekunder i selskab med zombierne.

Og det er lige netop disse film, som Peninsula er beslægtet med. Der skydes og køres rundt i byen, mens blodtørstige zombier spæner rundt eller ligger oppe på forruden og forsøger at tilkæmpe sig en luns kød.

Første films klaustrofobi i togkupéen er udskiftet med åbne vidder, hvor vores helte bliver angrebet af både mennesker og hæren af udøde.

”Gjorde du alt, hvad du kunne?” bliver Jung-seok spurgt af sin svoger, der bebrejder ham familiens død. Og spørgsmålet bliver endnu mere aktuelt, da han møder de to pigers mor, Min-Jung.

Deres veje krydsede netop, som han skulle til at flygte med sin familie. Han valgte ikke at hjælpe hende. Hun er blevet hærdet af fire års rædsler, hvor det eneste lyspunkt har været udsigten til at få døtrene væk fra den koreanske halvø.

Jung-seok kunne ikke redde sin egen familie, men måske kan han lette noget af byrden fra sit sind, hvis han redder Min-Jung og hendes døtre.

Zombierne i Peninsula ligner monstre fra de ondeste mareridt, hvor en kombination af makeup og proteser giver dem et herligt makabert udseende, når vi ser dem tæt på eller enkeltvis.

Når de er i store horder, overtager computereffekterne, ligesom de gør i de fleste af bilscenerne. Man fornemmer tydeligt Yeon Sang-hos baggrund inden for animation, for selv om man tydeligt kan se, det er CGI, svækker det ikke virkningen af det i forvejen overdrevne univers.

Den sociale samfundskritik i Train to Busan, hvor zombierne i bedste George Romero-stil bliver brugt til at lange ud efter kapitalismens fordærvende væsen og egoismen, som den indgyder i mennesker, er der ikke noget af i Peninsula.

I stedet får vi et gedigent actionbrag, hvor zombierne stadig er farlige, men hvor andre mennesker nu er den største trussel.