Transformers: Age of Extinction

Michael Bay kan ikke få nok.

Nok CGI. Nok 3D. Nok eksplosioner. Nok patos. Nok hektiske biljagter og actionscener i rasende klippetempo.

Nok vragdele, sand og støv, der 3D-hvirvles omkring i biografsalen og afleder opmærksomheden fra: historien og karaktererne.

At Transformers: Age of Extinction, den fjerde film i Bays action-franchise, er så vakkelvorn og sammenflikket på det område og alligevel slæber sig op på en spilletid på over to en halv time, er en bedrift i sig selv.

Og indimellem er det orgiastiske effektjageri en opvisning i, hvad man kan udrette på et biograflærred, når budgettet har ti cifre.

Men hvor er det svært at bevare koncentrationen og interessen gennem hele det 3D-potenserede spektakel af larm, slowmotion, eksplosioner og kampberedte robotter, der brager sammen. Især fordi de ligner hinanden så meget, at det svimmelhedsfremkaldende rystekamera og den hidsige klipning gør det svært at få rede på, hvem der fører.

Mark Wahlberg (et kæmpe skridt op fra Shia LaBeouf, der havde hovedrollen i de tre første film) er Cade Yeager, en ukuelig garageopfinder, der slider med at betale regningerne for sig selv og sin lækre teenagedatter Tessa (Nicola Peltz), som går i lidt for korte shorts og er lidt for glad for drenge til sin fars smag.

En dag køber han en billig skramlekasse af en lastbil for at tjene penge på reservedelene. Lastbilen viser sig at være en såret Optimus Prime, der ligesom de øvrige autobotter har søgt skjul, fordi en selvkørende CIA-fraktion vil udrydde dem med hjælp fra deres egne hjemmelavede robotter.

Da en mere end almindelig slyngelagtig CIA-agent banker på døren, må Cade, Tessa, Prime og Tessas kæreste (Jack Reynor), der dukker op på det helt rigtige tidspunkt og heldigvis er en rallykører i topklasse, flygte og slutte op med de overlevende autobotter i kampen mod Galvatron (den onde robot), der alligevel ikke var så meget under CIA’s kommando.

Den kluntede dialog fluktuerer mærkeligt mellem overforklaring, melodrama og farceagtig komik. At lade en karakter i en film nummer fire harcelere over, at Hollywood nu til dags ikke er andet end elendige efterfølgere og remakes, kunne have været skægt i en mere selvironisk film.

Men i en film, hvor hovedpersonen i en anden scene kigger længselsfuldt mod himlen i tusmørket og hvisker til sin afdøde kone, at hun ville have været så stolt af deres datter, er det bare pinligt.

Selvfølgelig skal der være humor i en film om stridende bilrobotter, hvis det voksne publikum skal kunne udstå alle 165 minutter. Men de enkelte dele – action, komik, føledrama – går ikke op i en højere enhed, og skuespillerne spiller, som var de med i forskellige film.

Wahlberg spiller sin rolle som klassisk hårdkogt, slagfærdig actionhelt, mens Stanley Tucci synes at have gennemskuet manuskriptets fjollethed og leverer sine åndssvage replikker med manisk overspil. Netop derfor er hans præstation den absolut mest fornøjelige.

Det er sværere at udpege filmens dårligste replik. Min umiddelbare favorit er, da Wahlberg spørger Titus Wellivers bryske CIA-agent, om han har en ransagningskendelse og får svaret: ”My face is my warrant!” Eh?

Men så, da slutningen omsider nærmer sig, kommer en måske endnu værre én fra Galvatron: ”We will meet again, Prime.”

Efter to en halv times larmende effektorgie er udsigten til endnu en opfølger lige til at få migræne af.