Transparent 2

Den hvide, heteroseksuelle mand har domineret tv-skærmen, for ikke at sige samfundet, i evigheder. Men nu har vi endelig fået en tv-serie, der slår et slag for en seksuel minoritet: de transkønnede.

Det føles som en stimulerende lussing at se den kønspolitiske serie, men heldigvis bliver lussingen efterfulgt af et kærligt kram, så både hjerne og hjerte bliver berørt.

I første sæson møder vi den pensionerede professor Mort Pfefferman (Jeffrey Tambor), der i sit livs efterår omsider blomstrer op og springer ud som kvinden Maura. Anden sæson følger fortsat hendes seksuelle rejse, men giver mindst lige så meget taletid til hendes voksne børn.

Denne præmis gør serien til et forbilledligt eksempel på genren, der har fået navnet dramedie, hvor dramaets alvor går hånd i hånd med komediens humor.

Transparent fremkalder nemlig både små klukgrin og store latterudbrud, når seriens figurer kommer med affekterede glædes- og vredesudbrud.

Som når Maura leder efter sin seksuelle identitet i spejlet på et diskotek og morgenen efter øver sig i at sige: ”Yass, queen!” Eller når hendes ældste datter Sarah (Amy Landecker) råber foran den samlede forældrestab på sine børns skole, at hun ”ikke har brug for fucking terapi”.

Endnu bedre er serien, når det stille drama og de rammende dialoger er i førersædet og konfronterer de ellers privilegerede personer med tilværelsens ulidelige lethed.

Især det eneste tilbageværende mandlige medlem af Pfefferman-familien, musikproduceren Josh (Jay Duplass), udvikler sig anseeligt i løbet af anden sæson. Som prototypen på den heteroseksuelle mand var han ellers i fare for at blive uinteressant, men en pludselig tilkommen voksen søn og problemer med rabbinerkæresten Raquels (Kathryn Hahn) graviditet gør ham til sæsonens mest sympatiske person.

Mens Josh personificerer det nære drama, står yngste søster Ali (Gaby Hoffmann) for de brede linjer. Hun finder sammen med veninden Syd (Carrie Brownstein), men hendes store bedrift er en søgen i familiens fortid, der byder på andre tilfælde af anderledes seksualitet.

Det er svært at fremhæve højdepunkter i en sæson, der nærmest er spækket med dem. Men i næstsidste afsnit tager Maura med døtrene til kvindelejren Idyllwild – uvidende om deres ”ingen pikke velkomne”-politik. Maura bliver offer for en ekstremistisk feminisme – også kaldet feminazisme – og man får ondt af hende.

Men seriens genialitet ligger i netop ikke at udpege helte og skurke, for tidligere har vi lært, at Maura var en del af det undertrykkende patriarkat i sine unge dage. Også i dag må ekskonen Shelly (Judith Light) til tider lide under Mauras selvrealiseringsproces, der forståeligt nok slider på følelserne blandt alle i nærheden.

Dertil klippes Idyllwild-situationen sammen med Pfefferman-klanens fortid i 1930’ernes Tyskland, hvor de som nazister forfulgte mennesker med en anderledes livsstil. Man forstår, hvorfor feministerne er på vagt over for folk med pikke, transkønnede eller ej, men samtidig fortsætter de det undertrykkende mønster. Seriens styrke er, at det idealistiske og humanistiske supplerer hinanden med en fantastisk effekt.

Der er muligvis skønhedsfejl i sæsonens ti afsnit, men når det store billede gøres op, fordufter de.

Finalen er uforglemmelig, og fra Pfefferman-børnenes fantasi-teselskab på bunden af familiens pool, der symboliserer en genfødsel for ensomme sjæle, til flashbacket af Mauras faktiske fødsel, bliver man ramt lige i hjertekulen.

Mauras far i venteværelset kan mærke, at han får en pige, men naturen vil det anderledes, og lægen tager imod med ordene: ”Tillykke, det er en dreng!”

Skæbnens ironi.

Men Transparent insisterer på, at vi er mennesker, før vi er køn. Det gør den til en vigtig serie, der samtidig åbner tårekanalerne og trækker mundvigene opad i et stort grin. Varmere anbefaling gives ikke.