Transparent: Musicale Finale

Transparent har fra start virket som et univers, der kan rumme det meste. 

Tv-serien om den ældre universitetsprofessor Mort Pfefferman, som sent i livet erkender, at han i virkeligheden ser sig selv som kvinden Maura, var i fire sæsoner et rørende og morsomt mesterværk. 

Alligevel virker det lidt vel forceret, at serien har fundet sin afslutning med en musical. 

Der var ifølge serieskaber Jill Soloway brug for noget helt nyt, da hovedrolleindehaver Jeffrey Tambor blev fyret efter anklager om upassende opførsel over for transkønnede under optagelserne. 

Men Transparent: Musicale Finale har svært ved at retfærdiggøre, at det endelige kapitel skal være fuld af sang og dans. Dertil er musikken – skrevet af Jills søster Faith Soloway – hverken sjov eller fængende nok. Og så kommer hele rammen omkring filmen til at skurre. 

Fraværet af Tambor – hvis Maura findes død i første scene og sætter handlingen i gang – er et budskab om ikke at acceptere heteroseksuelle, hvide mænds tilnærmelser. 

De gode intentioner, hvad angår repræsentation af seksuelle minoriteter, drukner dog i det faktum, at fokus nu fortrinsvis er på den forhenværende hustru Shelly og de voksne Pfefferman-børn. Med undtagelse af den yngste Ali – som nu går under navnet Ari – er de ganske binære og heteronormative. 

Når det er sagt, er det svært ikke at blive følelsesmæssigt påvirket, så snart de medvirkende kaster sig ud i en skønsang, der er mere charmerende end vellydende. 

De gør det nemlig med total indlevelse.

Det gælder ikke mindst Judith Light, der som Pfefferman-klanens nu eneste matriark, Shelly, beslutter sig for at opføre en musical i et medborgerhus. Hun caster vellignende skuespillere til at gestalte sine børn, og filmen skaber nogle komiske slapstick-scener, når de tre søskende står over for deres spejlbilleder.

Til gengæld får Sarah, Josh og Ari ikke meget at arbejde med i deres solo-historier, og skuespillerne kæmper for at udfylde tomrummet i de ofte slæbende udramatiske scener, som også mangler humor.

Det mandlige medlem af Pfefferman-klanen bliver tilskyndet til et gensyn med sin elskværdige rabbiner-ekskæreste Raquel, men Jay Duplass og Kathryn Hahn mister i sangen den stille følsomhed, som deres forhold bar præg af, da de bare skulle snakke med hinanden.

Gaby Hoffman har hele tiden haft den på papiret mest spændende rolle som kønsforvirrede Ari. Men her bliver excentriciteterne mere brugt til almindelig underholdning end at tegne en karakteristik af et søgende menneske. Endelig har man ved filmens slutning svært ved at huske, hvad Amy Landeckers husmor Sarah egentlig tog sig til.

Transparent har også været en fascinerende udforskning af den jødisk-amerikanske identitet, der spiller en vigtig rolle i landets kulturhistorie.

De jødiske referencer er også adskillige denne gang, og bevæger sig med muntre henvisninger til kz-lejre i et farligt territorium. Det har vakt forargelse blandt visse amerikanske anmeldere, men netop i de kontroversielle seancer liver filmen gevaldigt op.

Mens filmafslutningen af en anden af nyere tids største serier – El Camino: A Breaking Bad Movie – er et formfuldendt, men ikke videre nødvendigt punktum, står Transparent: Musicale Finalesom et udråbstegn. 

Det kan på mange måder ses som en fornuftig beslutning, selv om eksperimentet bestemt ikke lykkes. For det har sikret, at Transparent vil gå over i historiebøgerne som sin helt egen. 

Og faktisk er det helt i seriens ånd at begå fejl med et åbent sind og rent hjerte. Den pointe bliver hamret godt på plads til sidst med en farverig sang om holocaust, der er så meget for meget, at det bliver rørende.