Biografanmeldelse
25. sep. 2019
Tre sekunder
Clive Owen og Rosamund Pike over for Joel Kinnaman (th.), der leverer en stærk præstation som FBI-meddeler på sammenbruddets rand. Foto | Aidan Monaghan

Tre sekunder

Andrea Di Stefanos undercover-thriller tager munden for fuld, men formår alligevel at placere mindst en enkelt balle på sædets kant.

Af Frederik Hoff

Pete Koslow sidder over for en ung, latinamerikansk mand. Det er en narkohandel. Men noget fortæller Pete, at det ikke er et almindeligt narkovrag, der sidder foran ham, men en undercover-betjent. Så snart de polske gangstere finder ud af det, vil ragnarok bryde løs. Og det er ikke et så lille problem, taget i betragtning at Pete selv er intet ringere end informant for FBI.

Hvad gør han?

Det er blot et af de tidligste eksempler på den uovertrufne spænding, Andrea Di Stefanos gangsterfilm Tre sekunder præsterer.

Pete Koslow har siddet i fængsel efter et mord, han begik ved et uheld. Nu er han stikker for FBI, som forsøger at udrydde den polske mafia i New York.

Da en narkohandel går galt, bliver han fanget imellem FBI’s velslebne kløer og mafiaens uvaskede tånegle – og må kæmpe hårdt for ikke bare at holde sig selv i live, men også sin kone og datter.

Den udsøgte spænding skyldes ikke mindst en stærk præstation af Joel Kinnaman, der som Pete på en gang er uovervindelig og på sammenbruddets rand.

Især er scenerne mellem Pete og hans familie vellykkede. De er så autentiske og varme, at det er ubærligt at forestille sig, hvad der vil ske, hvis Pete fejler.

Selv om Tre sekunder er baseret på en svensk roman, som Anders Roslund og Börge Hellström udgav i 2009, befinder filmatiseringen på umiskendeligt amerikansk gangsterterritorium.

Ret hurtigt afslører FBI sit grimme ansigt og svigter Pete på det groveste. Her ligger en åbenlys systemkritik, ikke mindst fordi operationen ledes af en kold krabat i form af Clive Owens Montgomery, der har lige så få skrupler som den polske John Malkovitch-parodi, der leder mafiaen.

Heldigvis for Pete er der alligevel hjælp at hente i FBI, hvor Rosamund Pikes Wilcox halvvejs i filmen beslutter sig for at være en empatisk heltefigur. Samtidig kommer politidetektiven Grens på sporet af FBI’s forbrydelser og spilles maskulint og roquefort-cheesy af rapperen Common.

Pike er ganske overbevisende som agenten, der må vælge mellem karrieren og sine idealer, men den retskafne helt og superskurken er ikke nogen særlig troværdig skildring af ordensmagten, og det går ud over den samfundsrevselse, som filmen med næb og klør kæmper for at levere.

Her er det problematisk, at New Yorks politi er fritaget for det angreb, FBI udsættes for.

Detektiv Grens er utvetydigt en helt, og de eneste andre regulære politifolk, der præsenteres, er undercover-betjenten Daniel Gomez og en kvindelig politikollega, som kun optræder i to scener. Hendes eneste funktion er at være lesbisk, så Grens kan grine smørret over den afsløring i filmens mest ligegyldige scene.

Tre sekunder er en stærk spændingsfilm, som lider under sine ambitioner om at være politisk kommentar.

Titel:
Tre sekunder

Originaltitel:
The Informer

Land:
UK

År:
2019

Instruktør:
Andrea Di Stefano

Manuskript:
Rowan Joffe, Andrea Di Stefano

Medvirkende:
Joel Kinnaman, Rosamund Pike, Common, Ana De Armas, Clive Owen

Spilletid:
113 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
26. september

Fra samme skribent

Boganmeldelse
12. juli 2024
Too Great for the Eye of Man

Too Great for the Eye of Man

Biografanmeldelse
10. juli 2024
Caravaggios skygge

Caravaggios skygge

Biografanmeldelse
03. juli 2024
Grusomme mig 4

Grusomme mig 4

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!