The Tribe

Jeg havde nok aldrig set The Tribe, hvis det ikke var for min anmeldelses-pusher. En ukrainsk film, der foregår udelukkende på tegnsprog – uden undertekster? Det lyder ikke så sexet.

I så fald var jeg gået glip af en dybt fascinerende og unik filmoplevelse. Et modigt og mesterligt realiseret eksperiment, der ikke nøjes med at omskrive filmmediets cirkulærer – den makulerer dem!

Debutant Miroslav Slaboshpitsky lader figurernes kropssprog og handlinger stå bart frem, uden (hørbar) dialog og underlægningsmusik, og skaber herved en helt særlig tilskueroplevelse, der elegant afspejler den døves følelse af afsondrethed.

Det virkningsfulde kunstgreb understøttes følsomt af fotograf Valentyn Vasyanovychs dvælende steadicam og smukt sitrende tableauer.

Kameraet holder sig på pædagogisk afstand i de lange, statiske optagelser uden klip, så vi får hele gestikken med. Men dette forstærker samtidig fremmedgørelsen.

For hvor skal man kigge hen, når vi i en kameraindstilling kan overskue et helt klasseværelse med fnisende, uvorne elever til venstre, læreren bag katedret i midten og vores hovedperson siddende andægtigt til højre?

Miroslav Slaboshpitsky tager os aldrig i hånden og guider vores opmærksomhed. Vi er overladt til os selv. Det forvandler hver scene til en kodet meddelelse, som man måske kan dechifrere, hvis man er agtpågivende nok.

Ret hurtigt lærer vi at aflæse kropssproget, men aldrig præcist nok til at stole 100 procent på ens fortolkning af de drivkræfter, som er på spil. Det ægger sanserne og skaber spænding i hver eneste scene.

Fornuftigt nok gennemfører Slaboshpitskys sit eksperiment i en forholdsvis enkel historie.

Vi følger uden nærmere introduktion Michael Cera-klonen Sergey (kun takket være rulleteksterne kender jeg hans navn) fra første dag på en kostskole for døve, hvor de voksne er mistænkeligt fraværende. I stedet hersker en hård hakkeorden domineret af nogle hooligan-typer, der udøver meningsløs vold, røverier og alfonseri på daglig basis.

Sergey foregøgler først at være den stilfærdige type, men hurtigt stiger han i graderne og får ansvaret for de to piger, der falbyder deres kroppe til liderlige lastbilchauffører.

Han indleder et forkvaklet forhold til den ene, som han betragter som sin kæreste, selvom hun kun er villig, når han betaler. Og da hun står over for en trafficking-tur til Italien, sætter han hælene i.

Det er fristende at læse historien som en allegori over den tumultariske tilstand i Ukraine, hvor den demokratiske dialog har spillet fallit i det voldelige oprør, som regeringens svigt har udløst.

The Tribe stiller store krav til tilskueren, og indimellem kan opmærksomheden godt flakke. Min gjorde i al fald.

Men hver gang det skete, forlangte filmen straks igen min udelte opmærksomhed med en særligt påtrængende scene. Nogle er så uafrystelige, at man måske aldrig glemmer dem, hvor gerne man end ville.

For eksempel den pinefuldt lange og ubehagelige abort på et køkkenbord i en lurvet lejlighed. Pigens hjerteskærende, halvkvalte skrig ekkoer stadig i baghovedet.

Eller de akavede sexscener, hvor derforhandles om stillinger, mens kameraet ruller. I længde og kødelighed minder de om Adéles liv – kapitel 1 & 2.

For ikke at nævne slutscenen, der genialt udnytterfilmens præmis til at skabe et chokerende øjeblik, som vibrerer i kroppen, længe efter at rulleteksterne er kravlet over lærredet i larmende stilhed.

Alle elementerne spiller sammen med pertentlig fornemmelse for detaljen. Fra det sarte skuespil, hvor amatørcastet lægger krop og sjæl i deres roller, over billedernes æstetiske konsekvens til et minutiøst og minimalistisk lyddesign, der fylder hverdagslyde som slæbende fodtrin, vindpust, tøjets friktion og knitrende efterårsløv med betydning.